Åbent i dag: 10-17

Mød medarbejderne – rengøringsassistenten

16. juni 2023
Med cirka 50 fastansatte og 200 sæsonansatte i forskellige afdelinger er der masser af liv og masser af mennesker, som hver dag arbejder for at passe på dyrene og give gæster en god dag i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
I artikelserien "Mød medarbejderne" kan du få et indblik i de mange medarbejderes dagligdag og deres forskellige opgaver på arbejdspladsen.

Navn
Susan Kolding-Jacobsen

Funktion
Rengøringsassistent

Hvor længe har du arbejdet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA?
Siden april 2022

Hvorfor har du valgt at arbejde i parken?
Jeg valgte at søge nye udfordringer sidste år, og det var en drøm, der gik i opfyldelse at blive ansat her i parken. Jeg har altid været glad for dyr og har selv både hunde, katte, heste og skotsk højlandskvæg.
Først var jeg sæsonansat over forår, sommer og efterår – og da jeg så blev tilbudt at blive fastansat sagde jeg straks ja tak med glæde. Udover at være uddannet social- og sundhedshjælper er jeg faktisk også uddannet dyrepasser, så omgivelserne passer rigtig godt for mig.
Jeg kan godt lide at gøre rent, og jeg sætter en ære i, at der er rent og pænt, når parken åbner for gæster.

Hvilke opgaver har du i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA?
Jeg er ansat i rengøringsafdelingen, hvor vi skal sørge for at holde parken pæn og ren. Jeg er med til daglig rengøring af både kontorområder, Billetsalg, puslerum, omklædningsrum, Safari Shop, spisesteder, toiletbygninger og festsale. Og så sørger vi for at pudse udstillingsvinduer ved dyreanlæg, det kan for eksempel være hos ulve og brillebjørnene.

Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig?
Vi møder ind kl. 6.00 for at pakke rengøringsbilerne, så de er klar til vores rundture i parken, og så giver vi os i kast med arbejdet. Vi har faste rutiner i, hvad der skal nås, inden parken åbner, og så fortsætter vi med arbejdet, når gæsterne er i parken – bare uden at gå i vejen. 
Der er forskel på vores opgaver, alt efter om det er sommer, og parken er åben, eller vinter med en lukket park. Om sommeren har vi især fokus på gæsteområder, så de holdes pæne, mens vi om vinteren kan tage andre typer rengøringsopgaver. 
Vi har et system, hvor vi registrerer, hvad der skal gøres rent, og hvor langt vi er nået, så vi ved, hvad vi skal prioritere.
Systemet registrerer også antal gæster og brug af toiletter, så vi for eksempel ved, hvor der skal fyldes op med sæbe, toilet- og håndpapir. Og vi får en advisering, når vi skal tømme skraldespande. 

Hvad kan du bedst lide ved dine arbejdsopgaver?
Jeg kan bedst lide, at der er mange forskellige opgaver, og at vi møder mange søde gæster på vores arbejdsture rundt i parken. Og når jeg så også er uddannet dyrepasser, før jeg blev social- og sundhedshjælper, så er det jo ekstra spændende at arbejde i en dyrepark, hvor jeg hver dag kan se på dyr. For eksempel kan det være, at jeg skal pudse vinduer hos sulawesimakakkerne, lige når de har fået mad – så er det jo ekstra sjovt at pudse ruder.

Hvad er mest udfordrende ved dit arbejde?
Det kan godt være lidt udfordrende at skulle gøre rent på en rigtig travl dag i juli, hvor her er en masse gæster. Så kan det nemlig være lidt svært at komme rundt, så man skal have lidt tålmodighed. Også hvis der er kø til toiletterne, hvor vi løbende gør rent. Men gæsterne er rigtig søde til at give plads, når vi kommer og gør rent.

Hvad kan du bedst lide ved parken?  
Det er en dejlig og positiv arbejdsplads, hvor der sker mange spændende ting. Der er plads til alle, uanset hvilken baggrund, man kommer med. Mine kolleger er altid glade og smilende, nede på jorden og klar på en lille snak. Og så er vi gode til at hjælpe hinanden, uanset hvilken afdeling man tilhører. Det nyder jeg.
Jeg er også glad for at være et sted, hvor dyrene har det godt, og hvor der løbende er udvikling på mange områder. Og så kan jeg godt lide at have kontakt både med små og store gæster og yde god gæsteservice.
Vi er jo i øvrigt også meget privilegerede her, så jeg har fået mulighed for at hjælpe med at fodre både næsehorn og pingviner. Det er helt særlige oplevelser, som jeg vil huske længe.




Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Vilde vandhuller 2024
07. maj 2024
Tag på en våd og sjov ekspedition i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs fredede moseområde ved eventen Vilde Vandhull…
For første gang: pingvinunger kommer til verden
06. maj 2024
For første gang nogensinde er der kommet pingvinunger i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
Derfor vender fugle deres æg
06. maj 2024
Gæster i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har måske bemærket, at parkens fugle vender deres æg i rederne. Det…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.