Antilopeungers horn

Nogle bliver født med, nogle uden. Nogle er kraftige, andre er mere smalle. Nogle vokser langt ud i en lige linje, andre snor sig. Fælles for horn hos antilopeunger er, at de udvikler sig forholdsvis hurtigt.

- Når man er en lille antilopeunge, der fødes på savannen, så er man mere udsat for at blive taget af rovdyr end de voksne i flokken. Så naturen er så smart indrettet, at ungerne vokser forholdsvis hurtigt, så chancen for, at de kan klare sig, bliver større. Og når kroppen vokser hurtigt, så gør hornene det også, fortæller dyrepasser Thomas Kolbæk, som passer flere af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs antilopearter.

Fra lige til snoet
En af arterne er de hvidhalede gnuer. De bliver født uden horn, men ikke længe efter fødslen kan man se to små tutter på hovedet.

- Det sjove ved gnuerne er, at deres horn først vokser lige op i luften, men efterhånden som de bliver større, så begynder hornene at sno sig nærmest som et cykelstyr, fortæller Thomas Kolbæk og tilføjer:

- Og så kan jeg tidligt skelne hanner fra hunner. Hanners horn er nemlig en smule kraftigere end hunnernes.   

Fødes med horn
Det samme gør sig gældende ved parkens gemsbokke, hvor fuldvoksne hunners horn er mere spinkle og kortere end hanners. Her kan dyrepasseren også skelne mellem han- og hununger ud fra hovedets bredde.

- Gemsbokkene skiller sig ekstra ud, fordi de fødes med horn. Selvfølgelig ikke lange horn, men små bløde knopper på hovedet. Og så går det ellers derudaf efter fødslen, fordi hanners horn kan blive op til 120 centimeter lange, fortæller Thomas Kolbæk. 

Du kan læse mere om parkens antilopearter her.