Åbent i dag: 10-17

Marsvin

(Cavia porcellus)
Højde 19-21 cm
Længde / vægt / vingefang 20-40 cm
Vægt / antal æg 500-1500 g
Drægtighed / inkubation 63-71 Dage/Days/Tage
Antal unger 1-3 Stk./Young/Junges
Alder 7-8
Kontinent: Sydamerika
Art: Pattedyr
Status: Ikke truet
Føde: Planter og frø

Lille gnaver
Marsvinet er en lille gnaver, der oprindeligt stammer fra Sydamerika. Her lever den ofte lidt oppe i bjergene på flade områder og på plateauer med lav bevoksning. Man kan dog også finde den i skovbryn og sumpe.

 

Forskel på vild og tam
Der er forskel på de vilde marsvin, man finder i Sydamerika, og dem vi har som kæledyr herhjemme. I naturen er marsvin mest aktive om natten, mens de i fangenskab kan være aktive døgnet rundt. Om natten bruger de det meste af deres tid på at lede efter mad, og føden består af græs og planter.
Vilde marsvin er også mindre end de tamme herhjemme, og de vildes pels er både grovere og længere. Desuden er de vilde slet ikke så farverige som de racer, der er fremavlet af mennesket. Typisk vil de kun være at finde i grå og brunlige nuancer.

 

Unger kan klare sig selv
Vilde marsvin yngler hele året, og får typisk to kuld årligt. De får en til fire unger, og allerede fra fødslen er de små faktisk i stand til helt at klare sig selv. Ungerne dier ved moderen i tre ugers tid, men kan samtidig sagtens spise solid føde.

 

"Taler" sammen
Marsvinet er et udpræget flokdyr og er meget socialt. I naturen lever det i flokke på op til 10 individer, og skal man have det som kæledyr, er det bedst at have flere sammen.
Marsvinet har mange lyde. Det kan både brumme, knurre, pibe og skrige. Når dyrene går rundt, laver de hele tiden små pibelyde. Marsvinet ser nemlig ikke så godt, så derfor bruger det lyde til at holde kontakten med flokken. Til gengæld har det en rigtig god lugte- og høresans.


Hvorfor det navn?
Når en fare truer, udstøder marsvinet et højt advarselsskrig. Skriget bruges som signal til resten af flokken om at skynde sig væk. Dette alarmkald har måske været med til at give dyret sit navn. Marsvinet hedder Cavia porcellus på latin, som betyder griselignende cavia. På engelsk og amerikansk hedder marsvinet Cavie eller guinea pig - altså igen en reference til en gris. Marsvinets alarmkald lyder nemlig lidt ligesom, når svin hviner. Hvis marsvinet bliver rigtig glad, især hvis der er mad involveret, ja, så skriger det også. Desuden er marsvinet ret tæt bygget med manglende nakke og rund bagdel, deraf er også en lighed med svin.


Populært kæledyr
Her i Danmark og generelt i Europa holdes marsvinet som kæledyr. Marsvinet fandt vej til Europa i 1600-tallet. Dengang blev arten fragtet hertil af handelsrejsende. Derefter blev marsvinet hurtigt populært som kæledyr, og nu har det efterhånden spredt sig til hele verden. I dag har man fremavlet marsvin i talrige farver og varianter.
I 1978 blev der opdaget en ny race i Canada, det såkaldte nøgenmarsvin. Nøgenmarsvinet opstod som en spontan mutation hos almindelige marsvin i et laboratorium og er efterhånden også blevet et populært kæledyr.

 

Gammelt husdyr
I Sydamerika holder man ikke marsvin som kæledyr, men i stedet som husdyr - lidt ligesom man holder høns herhjemme. Marsvinet er en traditionel spise og nydes ofte helstegt med ris og bønner. Især i gamle dage var marsvinet en kærkommen proteinkilde i for eksempel bjergområder, hvor der var mangel på store pattedyr og fisk fra havet. Ingen ved nøjagtig, hvornår sydamerikanerne begyndte at holde marsvin som husdyr, men man har fundet afbildninger af marsvin på kunst helt tilbage fra Inka-tiden, så allerede dengang var det et husdyr i Sydamerika.

 

Et dyr med mange evner?
Udover at være spiselig har marsvinet også status som et overnaturligt dyr i Sydamerika. Lokale indianerstammer tror på, at marsvinet kan kurere sygdomme, hvis det bliver placeret på brystet af en syg person. Når marsvinet slapper af, udstøder det nemlig en dyb brummende lyd, der kan lyde lidt ligesom en kat, der spinder. Denne lyd er meget beroligende, og måske er det derfor, man anser det som helende.
I Sydamerika holdes marsvinet ofte i et lille, mørkt rum inde i hytterne, hvor folk bor. Man mener, at marsvinet kan se, om en person har en god eller ond energi, første gang de møder personen. Hvis marsvinet skriger og laver alarmkald, er det en person med dårlig energi, måske endda ond. Men er marsvinet stille, er det en god person. En anden myte er, at man kan bruge marsvinet til at forudsige fremtiden og opsamle dårlige energier. Det er meget sjældent, at sydamerikanerne selv køber marsvin til hushold, da dyret er yndet at give væk som gave. Man giver gerne et avlsdygtigt par til for eksempel nygifte, specielle gæster og børn.

 

Vidste du, at...
Marsvinet er et af de få pattedyr, der IKKE selv kan danne C-vitamin. Det er kun meget få pattedyr, der ikke kan dette, heriblandt mennesket og menneskeaber samt en enkelt art af flyvende hunde.

Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.