Hvidhalet gnu

En ægte sydafrikaner
Den hvidhalede gnu lever nu kun i Sydafrika. Den har formentlig tidligere vandret i store flokke over lange afstande, ligesom det ses hos den blå gnu i Østafrika. Gnuerne er altid på vandring efter nye fødeområder, og denne adfærd kaldes migration.
I Sydafrika var de sidste hvidhalede gnuer tæt på at blive udryddet i begyndelsen af det 18. århundrede. Bestanden var i forvejen ret lille. Boerne, som var indvandrere fra Holland, skød mange af dyrene. Arten overlevede kun takket være nogle bestande, der blev holdt på private landejendomme. Man regner med, at antallet var nede på omkring 600 dyr, da bestanden var mindst. I dag lever dyrene også i beskyttede naturreservater i det sydlige Afrika, og bestanden vurderes til at være på omkring 11.000 dyr, og det tal er stigende. Der er dog ikke så mange zoologiske haver, der har arten.

Et langhåret bæst med racercykelstyr i panden
Den hvidhalede gnu ligner den almindelige oksegnu en del, men der er også afvigelser. Genetisk er de to arter ret ens. De blev adskilt for mindre end en million år siden, og man mener, at det er den hvidhalede gnu, der har ændret sig mest efter adskillelsen. I nyere tid har oksegnuen bredt sig og er kommet i kontakt med hvidhalede gnuer i Sydafrika. Her er der opstået krydsninger mellem arterne, også kaldet hybrider. Og disse hybrider har formeret sig. Man forsøger nu at holde racerne adskilt, så deres særkende kan blive bevaret.

Den hvidhalede gnu har en brun til sort pels, der om sommeren kan være lidt lysere. Den har iøjnefaldende lange hår i ansigtet, under hagen og mellem forbenene. Hornene snor sig; de vokser nedad, derefter fremad og svinger til sidst opad. De kan blive 78 cm lange og minder lidt om et racercykelstyr. Dyrene har duftkirtler ved øjnene, under halen og på forbenene. Halen har mange og lange hår, der er hvide, deraf navnet hvidhalet gnu.

Kræsen af natur
Gnuen er en græsser, og den foretrækker de korte søde græsser. Ofte vil man se gnuerne følge efter blandt andet zebraerne, der spiser de lange grove græsser, og når de så er spist, kan gnuerne nemmere komme til deres favoritgræs.

Holder sig tæt på mor
Hunnerne forbliver i flokken livet igennem, mens de unge hanner bliver fordrevet af den voksne han. I zoologiske haver med begrænset plads kan dette volde problemer, da den voksne han kan være ret hårdhændet ved de unge tyrekalve. Kommer kalven væk fra den beskyttende mor, kan den faktisk risikere at dø af den hårde medfart. I naturen danner de unge hanner ungkarlegrupper, og i efteråret kan disse grupper befinde sig tæt på flokken med voksne hunner. Hunnerne får deres første kalv ved toårs-alderen. I en alder af tre år begynder hannerne at parre sig med hunnerne.

Ingen tvivl om hvem der er boss
Hannen dominerer territoriet gennem hele året. Han afmærker området ved at afsætte duftmærker på stammer og grene. Med klovene skraber han i jorden og efterlader afføring og urin for at markere sit territorium. Hannen kan have jord og grene på hovedet, da han skraber med hornene i vegetationen for at efterlade sig markante spor.

Ingen tid til mad og drikke
I naturen er parringstiden fra midt i marts og til slutningen af april. Koen føder en kalv ca. 250 dage efter parringen. Kalven vejer omkring 14 kg ved fødslen og kan efter få minutter stå på benene og følge moderen. Koens to dievorter forsyner ungen med mælk, og en måned gammel begynder kalven at spise græs. Dieningen slutter, når ungen er omkring et halvt år.
I parringstiden overtager en dominerende han flokken med hunner og holder andre hanner på afstand. Den brunstige han hverken spiser eller hviler sig, mens der er hunner på hans territorium. Han udstøder usædvanligt høje lyde, som kan ledsages af fråde om munden. Man mener, at disse høje lyde stimulerer hunnernes brunst, så de alle kommer i brunst nogenlunde samtidigt. Derved fødes kalvene indenfor en kort periode, og dette har den fordel, at færre kalve bliver taget af rovdyr. Kalvene er sårbare i den første tid efter fødslen og bliver lettere rovdyrenes bytte. Fødes kalvene over et længere tidsrum, er "spisekammeret" åbent i længere tid, og flere kalve vil gå tabt.

Vidste du, at…
ordet gnu stammer fra oprindelige afrikanske folkeslags navn for dyret. De har valgt navnet ud fra en karakteristisk lyd, som dyret udsender. Når to hanner kæmper om det samme område, prøver de først at løse konflikten på en ganske fredelig måde. De to hanner poserer overfor hinanden. De går langsomt forbi hinanden og viser deres profil. Allerede her kan den ene han føle sig underlegen og foretrække at forsvinde. Men sker det ikke, går dyrene videre til brydekamp. Kampen udføres med hornene og vil ikke skade deltagerne. Under dysten udsender hannerne lyde, der lyder som "ge-nu". Og det er den lyd, som dyret har fået navn efter. Det er dog ikke den eneste lyd, dyret udstøder. Et specielt "hik" indgår også i repertoiret.