Åbent i dag: 10-17

Vi er stolte: Diana afslutter sin elevtid med medalje og legat

17. juni 2026
Vores dygtige dyrepasserelev Diana D. Hyldig har afsluttet sin uddannelse med et imponerende resultat.

Foruden et gennemsnit helt i top på karakterskalaen og stor faglig dedikation er hun blevet tildelt Hansenberg-medaljen og et legat på 5000 kroner.

 

Selv blev hun overrasket over hædren.

 

”Jeg vidste slet ikke, at Hansenberg-medaljen fandtes”, fortæller Diana.

 

Medaljen gives af uddannelsesinstitutionen Hansenberg til elever, der udmærker sig fagligt og personligt, og netop faglighed, engagement og passion har præget Dianas vej gennem hele uddannelsen.

 

”For mig har studiet med speciale i zoologiske anlæg nærmest været en hobby. Dyr er min livsstil og passion. Jeg føler, at jeg som dyrepasser får lov til at lave det, jeg allermest har lyst til”, siger hun.

 

Fra universitetsstudie til drømmejob

Vejen til dyrepasserfaget har ikke været helt ligetil, fortæller Diana:

 

”I folkeskolen fik jeg at vide, at jeg skulle droppe min store drøm om at blive dyrepasser, fordi der er så få elevpladser at få. Men det lykkedes heldigvis alligevel”, siger hun og smiler.

 

I 2019 til 2022 var Diana ansat som sæsonmedarbejder i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. I 2022 kom hun i praktik hos dyrepasserne. Det var i den periode, at der pludselig opstod en mulighed for en praktikplads, som hun straks takkede ja til.

 

Universitetets-planerne blev lagt på hylden, og Dianas drøm om at arbejde i zoo begyndte derefter at tage form.

 

En særlig forkærlighed for pingviner

Gennem uddannelsen har Diana D. Hyldig arbejdet med mange forskellige dyrearter. Én art har dog altid haft en særlig plads i hendes hjerte.

 

”Pingviner har været mine yndlingsdyr, siden jeg var barn. Jeg læste bøger om dem og så film om dem. De er megaseje dyr”, fortæller hun.

 

Derfor var det også en stor oplevelse, da hun under sin elevperiode i januar 2025 rejste til Sydafrika for at arbejde frivilligt hos organisationen SANCCOB, der rehabiliterer afrikanske pingviner og andre havfugle. I to uger var hun med til at passe og genoptræne fugle, inden de kunne sættes ud i naturen igen.

 

 

 

 

 

”Det var en fantastisk oplevelse. Pingvinernes næb er ret skarpe, så jeg kom hjem med et par ar på hånden. Det er gode minder. Jeg har også en halskæde med hjem derfra, som jeg har haft på lige siden”, fortæller hun.

 

Ansvar for dyrenes trivsel

Nu er Diana udlært dyrepasser, tilmed med en medalje. Hun er fortsat en del af holdet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, og lige for tiden arbejder hun både som dyrepasser og på kontoret, hvor hun hjælper med registrering af data.

 

Som dyrepasser er Diana særligt optaget af det ansvar, der følger med arbejdet.

 

”Jeg mener, at det er kvaliteten af mit daglige arbejde, der udgør deres livskvalitet. Derfor skal jeg forstå og forudse deres behov. Det er et stort ansvar, som hviler på mine skuldre. Det er et ansvar, jeg med glæde tager på mig”, siger hun.

 

Hun arbejder på flere forskellige ruter i parken, men er oftest at finde hos pingvinerne, kæmpeodderne, kamelerne, alpakaerne, skildpadderne, sommerfuglene og parkens mange klappedyr.

 

Legatet skal bruges på mere viden

Tilbage til Hansenberg-legatet og de 5000 kroner. Pengene har Diana allerede en plan med.

 

”Jeg vil gerne bruge dem på at lære endnu mere om dyr. Der findes så mange fascinerende arter og spændende steder at opleve dem. Det ser jeg frem til”, fortæller hun.

 

 

Foto: Hansenberg
Foto: Hansenberg

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA vinder zoo battle på naturmøde
29. maj 2026
Der var både højt humør, kreative dyregrimasser og god formidling i spil, da årets Zoo Battle lø…
Mød os på Naturmødet i Hirtshals
28. maj 2026
Fra den 28.-30. maj er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA med på Naturmødet i Hirtshals, naturens store folkemøde.
Givskud Zoo - Zootopia spiller nøglerolle i redning af truet bongo
07. maj 2026
Der er kun mellem 60 og 100 tilbage i naturen. Vores bongo skal bidrage til at genopbygge bestanden i Kenya.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i hele den indeværende sæson