Ny hangorilla er nu en del af flokken
Det skyldes, at vi har været i gang med at introducere vores nye hangorilla, Baako, til flokken af hungorillaer.
Det er en længere proces, når en han skal integreres i en etableret flok. Man tager én hungorilla ad gangen, som så får lov at gå sammen med hannen. På den måde bygger man lige så stille flokken op.
Ikke så gammel han
Biolog i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA Kim Skalborg Simonsen fortæller:
"Den nye han, Baako, er ikke så gammel. Han er 12 år, og han har ikke tidligere prøvet at være leder af en flok. Så han mangler selvfølgelig noget erfaring".
"Baako har været i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i nogle måneder. Han kom hertil fra Belfast Zoo, og da han kom, var han både en lidt yngre og en lidt fysisk mindre han, end vi normalt ville sætte ind i sådan en flok her".
Kan gå alene over længere tid
Belfast Zoo ønskede at komme af med Baako, da han havde udfordret sin far i en meget ung alder.
Kim Skalborg Simonsen fortæller, at det ikke decideret er synd for en hangorilla at gå alene et stykke tid, som Baako har gjort. Det ses også i naturen, når de forlader deres flok.
"Her i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har dyrepasserne sørget for at stimulere Baako, og de har trænet med ham og givet ham en masse foder", forklarer Kim Skalborg Simonsen.
Taget 40 kilo på
Arbejdet med Baako har resulteret i, at han - i den tid, han nu har været i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA - har taget 40 kilo på.
Det er derfor en noget anden hangorilla at se på nu, end da han kom til Givskud i begyndelsen af året.
Med ændret adfærd gik arbejdet i gang
For kort tid siden begyndte Baako at ændre adfærd, og det var netop den ændring, der gjorde, at Kim Skalborg Simonsen og dyrepasserne skønnede, at tiden var inde til at forsøge at introducere Baako til flokken af hunner.
"Han var blevet mere interesseret i hunnerne. Han begyndte at slå på lågerne i anlægget, når hunnerne blev lukket ud. Han udviste interesse for flokken", fortæller Kim Skalborg Simonsen.
Han er personligt ret imponeret over Baako, der med sin unge alder og som en uerfaren han, klarer sig godt i flokken.
"Vi oplever, at han er konflikt-nedtrappende, når hunnerne udfordrer ham. Her har hans taktik indtil videre været at trække sig - for så at nærme sig hunnerne igen, når de er faldet ned. Det har vist sig at virke rigtigt godt", forklarer Kim Skalborg Simonsen.