Ny dyrlæge i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA
Her er GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs nye dyrlæge: Stefanie fra Vejle har fået sin barndomsdrøm opfyldt
31-årig Stefanie Ebbesen er ansat som dyrlæge i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Dermed indfrier hun en gammel drøm, som hun indtil i år ikke har turdet håbe på, ville gå i opfyldelse.
Stefanie Ebbesen fra Vejle er GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs nye dyrlæge. Hun er 31 år og har en del års erfaring med sig fra sit fag.
I 2021 boede Stefanie Ebbesen på Island. Her arbejdede hun som dyrlæge og blev bekræftet i, at hun var på den helt rette hylde.
”Det var et fantastisk job. Planen var, at jeg skulle bo på Island i mange år. Det blev Island, fordi jeg i 2015 var på ferie deroppe og ude at ride på en hestefarm. Her blev jeg forelsket i den måde, farmen varetog deres heste. I forvejen var jeg dybt forelsket i både naturen, sproget og kulturen", fortæller hun.
Stefanie Ebbesen var på det tidspunkt under uddannelse på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København og havde en lang sommerferie, hele juli og august.
”Derfor spurgte jeg ægteparret, som ejede farmen, om de kunne bruge en guide. Det fik jeg lov til, og det fortsatte på den måde i ferierne resten af min studietid”, fortæller Stefanie Ebbesen.
Ægteparrets datter er dyrlæge, og hun tilbød Stefanie et job i 2020, da hun blev færdiguddannet dyrlæge. Her arbejdede hun med en blandet praksis og trivedes godt i jobbet.
Veninde ringede
Men så en dag, efter godt et år i fast job, ringede Stefanie Ebbesens veninde med en særlig besked.
Hun havde set et stillingsopslag hos Dyrlæge Pedersen i Vejle. Her skulle man blandt andet være tilsynsførende i Hansenberg Zoo i Kolding og i Skærup Zoo samt vagthavende for GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.
”Jeg havde ikke planer om at finde et andet job, for jeg trivedes i det, jeg havde. Men det her lød virkelig godt, og jeg søgte stillingen. Tilknytningen til GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA var helt klart grunden til, jeg søgte jobbet ved Pedersen", fortæller Stefanie Ebbesen, der altid har drømt om at arbejde i en zoo. Hun var dog ikke klar over, at det valg, hun tog, da hun søgte stillingen ved den vejlensiske dyrlæge, skulle få en særlig betydning for hendes videre arbejdsliv.
Ret overvældende
I år kom den chance så, som Stefanie Ebbesen ikke havde turdet håbe på. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA slog en dyrlægestilling op.
”Det var ret overvældende. Jeg har altid ønsket at blive dyrlæge i en zoo lige så længe, jeg kan huske. Jeg har dog også altid vidst, at de job stort set var umulige at få, fordi der jo ikke er ret mange af dem. Der var nok et hav, som søgte, og jeg ville sikkert få et afslag”, fortæller hun om de tanker, som rumsterede i hende, inden hun tog mod til sig og sendte sin ansøgning afsted.
Stefanie Ebbesen er godt bekendt med særligt en del af dyrepasserne i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Hun har de seneste fire år været rundt i parken nogle gange, når der blev ringet til Dyrlæge Pedersen.
”Jeg har været utrolig glad for den viden og erfaring, det har givet mig at have min gang her i zoo. Det er spændende at være så tæt på parkens dyrebestand”, forklarer hun og fortsætter:
”Det er fagligt fantastisk at få en fast hverdag i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA og få lov til at bidrage til en institution, der er med til at genudsætte dyr og bevare truede dyrearter og at kunne gøre en forskel globalt set”, siger Stefanie Ebbesen.
Stefanie Ebbesen har første arbejdsdag i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA mandag 1. september.