Åbent i dag: 10-16

Næsebjørneunger er født i parken

13. juli 2023
For første gang siden 2016 er der født næsebjørneunger i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA – og for første gang nogensinde er det hvidnæsede næsebjørneunger.

- De har virkelig cuteness-faktor, det må vi nok erkende, og der skal nok være mange gæster, der vil få en god oplevelse ved de hvidnæsede næsebjørnes anlæg denne sæson. Det er skønt, at vi efter så mange år uden næsebjørneunger igen får det ekstra liv i anlægget.

Biolog og kurator i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen, glæder sig over, at der efter syv år uden unger nu er født hele tre styk i parken.

- Tidligere havde vi brunnæsede næsebjørne i parken. Vi måtte godt holde arten, men i EU bliver de betragtet som en invasiv art, som man ikke må yngle med. Så da vores eneste tilbageværende gamle næsebjørn døde, valgte vi derfor at skifte arten ud med en, som man gerne må holde og yngle med, fortæller Kim Skalborg Simonsen.

Beskyttende mor
Ungerne kom til verden i slutningen af maj, og det tog lidt tid, før parkens personale så ungerne, fordi hunnen holdt dem godt beskyttet i deres redekasse i stalden.
Her midt i juli er dyrepasserne nu begyndt at åbne for lågen ud til anlægget, så ungerne kan trænes til at gå ud.

- I starten vil ungerne ikke være så meget ude, da mor stadig er ret beskyttende og tager dem med ind i stalden, når de kigger ud. Derfor giver vi moren lov til at bestemme den første tid. Senere skal ungerne nok være mere fremme og udforske anlægget, forklarer Kim Skalborg Simonsen.

Endnu ikke sammen med far
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA fik arten hvidnæset næsebjørn i februar i år – en han og en hun.
Parret kom fra Leipzig, hvor de også fik unger sidste år. Der blev de af hensyn til ungernes sikkerhed flyttet fra hinanden, da ungerne kom til verden og var således adskilt ved ankomst til Givskud.
Men parkens dyrepassere arbejdede for igen at introducere de to dyr for hinanden.

- Efter noget tid sammen i hver deres rum i stalden, vurderer næsebjørnenes faste dyrepasser, at det gik så fint, at parret kunne lukkes sammen igen. Og dyrepasseren fik da helt ret, for efter noget tid, var hunnen drægtig. Og da fødslen så nærmede sig, skilte vi dem igen ad af hensyn til ungerne, fortæller kuratoren.

Ifølge Kim Skalborg Simonsen kan hannen nemlig slå ungerne ihjel, hvis han er sammen med hunnen og ungerne. Først når ungerne bliver lidt større, skal de introduceres for faren.

- Ungerne vil formentlig være en tre-fire måneder, før det kan lade sig gøre, så det bliver først efter sommerferien, at vi kan prøve at samle hele flokken, fortæller Kim Skalborg Simonsen. 

De hvidnæsede næsebjørne kan opleves i deres anlæg ved området P1 i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Efterårsferie - knogler og kranier i Zoo
01. oktober 2024
Knogler og kranier rasler, og tænder klaprer, når GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i efterårsferien fra d…
Event: Høstmarked
11. september 2024
I weekenden d. 21. og d.22. september inviterer GIVSKUD - ZOOTOPIA til det traditionsrige og hyggelige høstmar…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.