Åbent i dag: 10-17

Hvidnæsede næsebjørne er flyttet ind

06. februar 2023
En helt ny art er ankommet til GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Nu kan gæster møde hvidnæsede næsebjørne i parken.

Fremover kan gæster i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA møde Hugo og Hella. Det er to hvidnæsede næsebjørne, som netop er ankommet til parken. Den femårige han og den treårige hun kommer fra Zoo Leipzig i Tyskland.

- I mange år har vi haft brunnæsede næsebjørne i parken, men dem har vi ikke mere. Vi måtte godt holde de brunnæsede næsebjørne, men vi kunne ikke føje nye til flokken, for i EU bliver denne art betragtet som en invasiv art, som man ikke må yngle med. Efter vores eneste tilbageværende gamle næsebjørn døde, valgte vi derfor at skifte arten ud med en, som man gerne må holde og yngle med, fortæller biolog og kurator i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.

Først adskilt og så sammen
De to nye næsebjørne ankom til parken i transportkasser hver for sig, og de første dage tilbragte de også hver for sig i adskilte boksrum i stalden. Dog kunne de se, lugte og høre hinanden gennem et gitter.

- I Leipzig, hvor de kom fra, har de tidligere gået sammen som par og har også fået unger sammen. Da de fik unger, begyndte hunnen dog at blive mere sur på hannen, og så blev dyrene skilt ad. Men efter de ankom her til parken, viste de stor interesse for hinanden, og nu er de altså lukket sammen igen, hvilket er gået rigtig godt. I øvrigt er ungerne uafhængige af deres mor, så de er blevet i Leipzig, mens mor og far så er flyttet hertil, fortæller Kim Skalborg Simonsen.

Det betyder også, at der kan komme næsebjørneunger i løbet af sæsonen:

- Denne art får normalt to til syv unger i et kuld, og det håber vi da på, at dette nye par får her. Det er mange år siden, at der sidst har været næsebjørneunger her i parken.

Rykket ind ved området P1
De nye næsebjørnepar har overtaget det anlæg ved området P1, hvor der også tidligere har været næsebjørne – de brunnæsede.
Og anlægget er blevet gået ekstra grundigt efter af parkens gartnere og tekniske personale, inden det nye hvidnæsede næsebjørnepar blev lukket ud. På transportkassen med Hugo fulgte der nemlig en lille seddel, fortæller kuratoren med et smil:

- Der stod simpelthen, at ”he is very creative and climbs well” (han er meget kreativ og er god til at klatre, red.). Så det er klart, at vi lige skulle tage vores forholdsregler og gennemgå anlægget, de skulle flytte ind i, så der ikke var en masse grene og andre muligheder for at kravle ud af anlægget. Det var dog ikke et problem tidligere, så vi satser på, at det nok skal gå.

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Farvel til Richard og velkommen til Rasmus
01. maj 2024
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har fået ny direktør. Richard Østerballe har overladt stafetten til Rasmus Sebasti…
Nu kan du opleve nil-letjer
30. april 2024
Når man kører på safarituren rundt i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, vil man fremover kunne opleve parkens nyeste…
Børneshow: Onkel Reje
30. april 2024
Lørdag den 11. maj byder GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA endnu engang på et underholdende sjov for hele familien, n…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.