Godt nyt fra naturen!
De har været ude og lave en optælling af antallet af de truede blåstrubede araer i Bolivia, der er det eneste land, hvor blåstrubet ara lever.
Givskud Zoo Naturfond har støttet Armonia i et par år, og da de rakte ud og spurgte naturfonden, om den ville støtte optællingen, var svaret "ja".
Stort set en fordobling
Biolog i Givskud Zoo - Zootopia og naturfonden, Kim Skalborg Simonsen, fortæller:
"Det betyder, at der har været 19 forskere, der har brugt tre uger på at tælle araer. Resultatet er glædeligt. For 10 år siden lavede man den samme manøvre. Her viste optællingen, at der var mellem 350 og 450 araer. Men tallene fra i år er næsten fordoblet. Det vil sige, at der nu findes mellem 650 og 750 blåstrubede araer i Bolivia".
En forskel at bakke op om Armonia
Hos Armonia arbejder man for at bevare den blåstrubede ara, og det er et vigtigt arbejde, de lægger for dagen. For arten blåstrubet ara er fortsat kritisk truet.
Givskud Zoo Naturfond og den støtte, fonden yder, er med at passe på leveområder og etablere nye redekasser, som de blåstrubede araer kan yngle i. Den seneste optælling viser med tydelighed, at det gør en forskel at støtte op om Armonias indsats.
Menneskers påvirkning
På grund af araernes størrelse har de ikke har mange naturlige fjender i naturen. Derimod har den internationale handel med kæledyr forårsaget, at arten i dag er kritisk truet.
Andre store trusler for dyret er tab af habitat og menneskers brug af traditionelle ceremonielle hovedbeklædninger, der indeholder et større antal halefjer.
Givskud Zoo Naturfond støtter pt. 21 projekter verden over.
Læs mere om Givskud Zoo Naturfond og de projekter, Givskud Zoo Naturfond støtter, inklusive Armonia.