lukket

Godmorgen til kamelerne

23. juni 2020
Et dagligt morgentjek hos kamelerne sikrer, at dyrepasserne kan vurdere dyrenes trivsel, sundhed og humør.

- Godmorgen Boke.

Den store hankamel går som den første over til lågen ved kamelstalden for at sige godmorgen til den faste dyrepasser hos kamelerne i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Francois Lemonnier. Bag Boke stimler hunnerne sammen, og de store unger forsøger også at mase sig ind mod lågen, hvor dyrepasseren står.

- Den faste rutine med at hilse på kamelerne hver morgen er en rigtig god måde for mig både at skabe tillid, fordi dyrene ved, hvem jeg er. Og så sikrer det, at jeg kan se dem tæt på og holde øje med, om de har det godt, ikke er syge eller har skrammer. For når de først kommer ud i det store anlæg, er det ikke til at gøre, forklarer dyrepasseren.

Vurderer dagens humør
Udover at skabe et bånd til dyrene er den daglige rutine med at sige godmorgen til kamelerne også en måde, hvorpå Francois kan vurdere, hvordan dyrenes humør er. Det er vigtigt – både i forhold til at holde øje med brunstperioder og til at vurdere dyrenes almene trivsel.

- Boke kan være både tillidsfuld og reserveret. Det samme kan hunnen Josephine. Hunnen Anemone er nærmest altid reserveret, mens Saida og Heidi altid virker tillidsfulde. Så denne kontakt om morgenen sikrer, at jeg kender dyrenes normale adfærd. Og hvis der er noget anderledes ved adfærden, kan vi reagere på det, fortæller Francois Lemonnier og tilføjer:

- Det er også med til at vise mig noget om kamelernes brunstcyklus. Hvis for eksempel at hannen Boke er reserveret, kan det skyldes, at en af hunnerne er i brunst, og så er han mere optaget af det.

Kan altid lokke med en gulerod
Selvom kamelerne er sure og ikke rigtig gider den sædvanlige morgenhilsen, har Francois Lemonnier dog et trick, som de ikke siger nej til: gulerødder.

- Uanset hvor morgensure de er, så kommer de altid, når der er udsigt til en gulerod. Og det er godt nok at have den mulighed for at lokke dem tæt på – netop for at jeg dagligt kan holde øje med, at kamelerne har det godt, siger dyrepasseren.

Udover hannen Boke og de fire hunner er der også fire unger i parkens kamelflok. 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Vi åbner den 21. marts! Nyt er Safari Camp, en ny art og opgraderede områder
13. marts 2026
Forventningerne er høje, og nedtællingen har været i gang et stykke tid for personalet i Givskud Zoo - Zo…
Når pingvinerne skal vaccineres, kommer de røde veste frem
11. marts 2026
Pingvinerne i Givskud Zoo - Zootopia har netop været igennem det årlige sundhedstjek.
Nu er løveflokken samlet
04. marts 2026
For et stykke tid siden fik vi en ny hanløve. Desværre udviste han ikke interesse for hunnerne. Men pludselig…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.