Åbent i dag: 10-17
Hos nanduer er det kun hannen, der ruger.

Derfor knuser fugle ikke æg i reden

02. august 2018
Æg opfattes ofte som skrøbelige. Alligevel kan fugle ligge på dem uden at knuse dem. Selv verdens største fugl strudsen kan ruge, uden at æggene går tabt. Og det har en ganske enkel forklaring.

I GIVSKUD ZOO kan man opleve både struds, nandu og emu. Strudsen er verdens største fugl og kan nå en vægt på over 150 kilo. Og de andre er også blandt de største.
Over sommeren har både strudsene og nanduerne i parken lagt æg. Man kan jævnligt se dem ruge på æggene i deres anlæg. Men selvom fuglene er store og tunge, bliver æggene ikke knust under vægten ved udrugning.

- Æggene er stærkere, end man skulle tro. Faktisk kan et menneske stå på et frisk strudseæg, som måler 20-25 centimeter i længden. Det har vi før vist vores gæster ved events, hvor blandt andet en 90 kilo tung mand stod på sådan et æg, forklarer GIVSKUD ZOOs dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen. 


Tryk, form og omgivelser
Æggets styrke skyldes flere ting, lyder det fra dyrlægen:

- Så længe vægten fra fuglen er jævnt fordelt, kan et æg tåle et ret stort tryk på grund af opbygningen af skallen.  Æggeskal kaldes faktisk for ”naturens keramik”, da de er opbygget af et kompliceret netværk af kalk-krystaller, som er bundet sammen. På den måde fordeles tryk over hele ægget, og det gør det meget modstandsdygtigt.

Også reden og måden fuglen ligger under udrugning har betydning.

- Fuglene lægger æggene i nogle bløde fordybninger som for eksempel i en sandbunke. Og forældrene er jo også selv bløde og har fordybninger uden fjer under maven, der gør, at fuglene ikke ligger direkte på æggene, fortæller Ditte-Mari Sandgreen.

Samtidig ligger fuglene ikke helt ned oveni æggene med et tungt tryk.

- De bøjer nærmest benene ned og skubber fødderne ud til siden, så kropsvægten bæres hovedsaligt af ben og fødder. Derved er trykket på ægget begrænset, men de får stadig varme fra den rugende fugls krop, lyder forklaringen fra dyrlægen.

Ingen kyllinger i år
Sidste år fik GIVSKUD ZOO to strudsekyllinger, mens det er flere år siden, der har været nandukyllinger i parken.

- De store fugle har faktisk haft mange æg i år. Strudsene har haft op mod 15, og to nanduhanner har også ligget på rede. Det blev til nogle kyllinger hos nanduerne, som desværre ikke overlevede. Ogn ellers er antallet af æg ligeså stille reduceret. Vi har fjernet nogle, som ikke var befrugtede, fortæller dyrlægen og tilføjer:

- Så har andre dyr som løver og kæmpeoddere fået glæde af dem. Det er gode proteiner og god berigelse for dem.

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.