Åbent i dag: 10-18

Bomani døde af lungeinfektion

10. juli 2017
Gorillaungen Bomanis pludselige død kom som en overraskelse, og derfor var det vigtigt at undersøge, hvad der forårsagede det. Nu har en obduktion vist, at han døde af en lungeinfektion.

Dyrlæge i GIVSKUD ZOO, Ditte-Mari Sandgreen, stod selv for obduktionen af gorillaen Bomani.

- Umiddelbart tydede det på, at det var en lungeinfektion, der var årsag til, at han døde, fortæller Ditte-Mari Sandgreen.

For at være helt sikker indsendte hun prøver til analyse på et laboratorium. Og prøvesvarene sagde det samme; gorillaungen led af en akut infektion i lungerne.

- Laboratoriet kunne se, at Bomani havde en akut bronkitis forårsaget af bakterier, og at han havde infektion i nyrerne og lungerne. Det betyder, at bakterien havde spredt sig til blodet og var ved at give Bomani organsvigt flere steder i kroppen, forklarer Ditte-Mari Sandgreen.

Ingen risiko for flokken
Bomanis død vakte bekymring i GIVSKUD ZOO, fordi han døde så pludseligt. Derfor skulle det hurtigt afklares, hvad han døde af og om der var risiko for smitte til og sygdom hos de andre gorillaer i flokken. Derfor foretog Ditte-Mari Sandgreen en obduktion, så svaret kunne findes. 

- Det er utrolig ærgerligt, at Bomani døde. Men det er en lettelse, at det skyldtes lungeinfektion. Sandsynligvis drejer det sig om en bakterie, som påvirker unge dyr voldsomt, og som ældre dyr bedre kan håndtere. Det mindsker risikoen for, at de andre gorillaer bliver syge. Og nu - over en uge efter Bomanis død -  har resten af flokken det heldigvis stadig godt, siger Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:

- Laboratoriet får sig ofte en udfordring med de prøver, jeg sender til dem fra andre arter, end de er vant til, så de arbejder stadig på at finde ud af præcis hvilken bakterie, der gjorde Bomani så syg.

Dyr skjuler sygdom
Forløbet med Bomani, der blev syg og døde, gik stærkt. Og der kunne formentlig ikke være gjort noget for at redde ham.

- I modsætning til mennesker så skjuler dyr ofte, når de er syge og sløje. Og ingen havde bemærket noget i forhold til Bomani. Mandag aften så han ud til at have det fint. Men tirsdag morgen var han meget syg. Vi tog ham ind i stalden til observation sammen med hans mor, Minnie. Og få timer efter var han død. Så uanset hvad vi havde gjort, kunne vi ikke have reddet Bomani, og jeg er synes, det var en god beslutning, at han fik lov at blive i tryghed hos sin mor til det sidste, siger Ditte-Mari Sandgreen.


Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA vinder zoo battle på naturmøde
29. maj 2026
Der var både højt humør, kreative dyregrimasser og god formidling i spil, da årets Zoo Battle lø…
Mød os på Naturmødet i Hirtshals
28. maj 2026
Fra den 28.-30. maj er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA med på Naturmødet i Hirtshals, naturens store folkemøde.
Givskud Zoo - Zootopia spiller nøglerolle i redning af truet bongo
07. maj 2026
Der er kun mellem 60 og 100 tilbage i naturen. Vores bongo skal bidrage til at genopbygge bestanden i Kenya.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i hele den indeværende sæson