lukket

Babyboom hos gemsbokkene

06. september 2023
En af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs stalde er nærmest blevet forvandlet til en ren fødegang. Gemsbokflokken er i de senere uger blevet forøget med hele fem kalve, og yderligere tre er på vej.

- Kender I det puslespil, hvor man skal danne et billede ved at flytte rundt på otte brikker på en plade, hvor der er ni felter, så man kan kun rykke én brik ad gangen? Sådan er det lidt at passe gemsbokke i denne tid, smiler dyrepasser Thomas Kolbæk, der passer gemsbokkene i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

Årsagen er, at fem hunner allerede har fået unger, og tre flere er på vej, og det kræver logistisk snilde fra dyrepasserens side.

- Nyfødte kalve sendes ikke ud på savannen i den første tid efter fødslen, så de og de nybagte og kommende mødre skal være inde i stalden i separate boksrum eller skiftes til at være i små anlæg i tilknytning til stalden. Da gemsbokke generelt har brug for plads, kan de nemlig ikke være i anlæggene samtidig, for så er der risiko for, at mødrene vil slås, forklarer Thomas Kolbæk og tilføjer:

- Oveni er der den joker, at vi jo også har faren. Den tyr kan godt komme på savannen, men indimellem er han også i baggården, så det giver lige en ekstra brik til puslespillet. Men det lykkes da at få dem rykket rundt mellem bokse og anlæg, så de kan få frisk luft på skift.  

Ny tyr i flokken
I mange år har der ikke været gembokkalve i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

- Vi har ikke haft en avlshan i parken længe og derfor heller ingen unger. Og nu er der pludselig en hel vuggestue. Hunnerne kommer i brunst en gang om måneden, så da vi fik den nye tyr i december sidste år, har han hurtigt parret hunnerne, og derfor kommer alle ungerne samtidig, fortæller Thomas Kolbæk.

Han vurderer, at de førstfødte af kalvene, som kom til verden i midten og slutningen af august, vil kunne komme på savannen i løbet af september, og de andre kalve vil følge trop i løbet af oktober.

Gemsbokkene deler en af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store afrikanske savanner med næsehorn, savannebøfler, hvidhalede gnuer og sorte hesteantiloper.

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Givskud Zoo Naturfond støtter op om genudsætning af przewalskihesten
30. oktober 2026
I GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA kan gæsterne opleve przewalskihesten, der har en helt særlig historie.
Familie sagde farvel med donation og mindeværdig dag
22. oktober 2026
En sidste gave: Familie har doneret penge til parken. Forleden aflagde de besøg for at mindes en særlig person…
Efterårsferien bliver giftigt sjov
09. oktober 2026
Fra den 10. til 18. oktober kan hele familien komme tæt på giftige dyr og deltage i sjove aktiviteter.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i hele den indeværende sæson