Åbent i dag: 10-19

25.000 kroner til indsats for verdens hurtigste landdyr

27. oktober 2025
Under sit besøg i Namibia har direktør i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Rasmus Nielsen, overrakt en check på 25.000 kroner til organisationen Cheetah Conservation Fund (CCF).

Beløbet er doneret af Givskud Zoo - Naturfond.

CCF blev grundlagt i 1990 og er et internationalt anerkendt besøgs- og forskningscenter, der arbejder målrettet for at redde geparden fra at uddø i naturen. Organisationen fokuserer på uddannelse, forskning og praktiske bevaringsprojekter, som skal sikre fremtiden for verdens hurtigste landdyr.

Geparden er en truet art og spiller en afgørende rolle for økosystemet i Namibia. Arten er udsat for alvorlige udfordringer - tab af levesteder og menneskelige bosættelser til konflikter, som nogle gange opstår, når dyreliv og mennesker deler det samme land. I områder, hvor geparder strejfer omkring tæt på landbrugsjord, kan der for eksempel opstå spændinger, når de kommer i kontakt med lokale bønders husdyr, herunder geder. 

Namibia er hjemsted for verdens største bestand af vilde geparder, hvilket gør det vigtigt at støtte organisationer som CCF, der arbejder for at fremme sameksistens og harmoni mellem mennesker og dyreliv.

 

Fra rejsebureau til naturbevarelse

De 25.000 kroner blev personligt overrakt af Rasmus Nielsen ved CFF’s hovedkontor i Namibia, hvor han mødtes med Bianca Jacobs, Tourism and Hospitality Manager hos CCF. 

Beløbet stammer oprindeligt fra rejsebureauet Panorama Travel og var tiltænkt at dække Rasmus Nielsens flyrejse til Namibia. Han valgte imidlertid at donere beløbet videre til Givskud Zoo – Naturfond, som efterfølgende har godkendt og kanaliseret støtten til CCF.

 

Råd og vejledning i bæredygtigt landbrug

”CCF arbejder tæt sammen med forskere, myndigheder og jordejere i hele regionen. Undervisning af lokale jordejere i bæredygtig drift og optimal forvaltning af deres dyrehold gavner ikke blot naturen, men kan også styrke den lokale økonomi”, fortæller Rasmus Nielsen.

Han tilføjer: ”De største trusler mod geparden opstår i konflikter mellem mennesker og vilde dyr. Her spiller CFF en central rolle ved at uddanne bønder i, hvordan man kan drive landbrug i harmoni med naturen og samtidig beskytte sine husdyr”.

CCF driver et modellandbrug, og det er herigennem, at organisationen tilbyder praktisk rådgivning i bæredygtig landbrugsdrift og avl af geder med henblik på at skabe løsninger, som både gavner mennesker og natur.

”CCF er en vigtig aktør i arbejdet for gepardens overlevelse i Namibia. Det har været spændende at opleve deres indsats på nært hold, og jeg er glad for, at besøget blev muligt. Jeg ser frem til at følge CCF’s arbejde fremover,” siger Rasmus Nielsen.

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Vores gorilla Minnie har født en unge
29. juli 2026
Der er i dag kommet et nyt medlem til gorillaflokken i Givskud Zoo - Zootopia.
Vores giraf Twiga er død - hun faldt om på savannen 20 år gammel
14. juli 2026
Lørdag formiddag 11. juli mistede GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA en af parkens ældste giraffer, Twiga, som pludseligt…
Efter fire års venten: Nu er der igen løveunger i parken
02. juli 2026
To af flokkens tre hunner har født, og der er tale om en kuld-rig periode for løveflokken.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i hele den indeværende sæson