Dagens programI dag 10-18

Giraf døde af leversvigt

9. maj 2022

Giraf døde af leversvigt

Der var ikke noget at gøre, da en af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs giraffer uventet døde midt på savannen.


Forleden døde en af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs giraffer pludselig på savannen midt i parkens åbningstid. I sådan et tilfælde obducerer parkens dyrlæge altid dyret for at finde frem til dødsårsagen. Også ved giraffen her blev dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen sat på arbejde.
I første omgang viste obduktionen ikke noget konklusivt, og derfor tog dyrlægen vævsprøver af flere organer for at få dem sendt til analyse på et laboratorium.

- Jeg tog vævsprøver af både lever, nyrer, hjerte og lunger. Når organerne umiddelbart ser fine ud med det blotte øje, skal vi lede efter uregelmæssigheder på celleniveau. Og her viste det sig at være leveren, der var problemet. Hvis leveren svigter, bliver blodet ikke renset for giftstoffer og man kan ikke optage næring korrekt fra føden, fortæller dyrlægen.

Mistanke til alvorlig sygdom
Dyrlægen var allerede opmærksom på, at der var noget galt med giraffen.

- Vores dyr er generelt sunde og raske, men når et dyr taber sig så hurtigt, som vi så med denne giraf, er det typisk tegn på at den var alvorligt syg, og det er ofte her, man ser svigt af nogle vigtige organer, siger Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:

- Samtidig virkede giraffen dog ret tilpas, spiste sit foder og fulgte med flokken. Og det kan være udfordringen med vores gruppe af byttedyr. De forsøger typisk at skjule alle tegn på sygdom, så de ikke bliver spottet af et rovdyr som det svage individ i flokken.

Intet at gøre
Så snart dyrepasserne opdagede, at giraffen tabte sig, blev den observeret ekstra grundigt både af dem og af dyrlægen.

- Hvis vores dyr bliver syge eller opfører sig anderledes, er første skridt at finde årsagen og gøre dem raske igen med pleje og eventuel medicin.  Men nogle gange er der bare ikke noget at gøre, og forløbet kan være meget kort, så vi knap når at lave en plan for udredning af, hvad dyret fejler, forklarer dyrlægen.

Hun konstaterer, at sygdommen med høj sandsynlighed har været så akut, at giraffen kun har været påvirket i få dage, før den døde.

- Det er ærgerligt, at en så ung giraf dør, og det er frustrerende at vi ikke havde mulighed for at ændre forløbet. Men i det mindst viste obduktionen en klar årsag til hendes sygdom, så vi er sikre på, at vi ikke har en smitsom sygdom på spil, som kunne påvirke resten af flokken.

 

 

Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Topattraktioner
Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.