Åbent i dag: 10-17

Afrikanske løver får en stambog

30. december 2019
Afrikanske løver i zoologiske haver har aldrig haft en stambog og et velfungerende avlsprogram. På initiativ fra GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er der nu oprettet en stambog – og koordinatoren er parkens egen biolog og kurator.

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs biolog og kurator Kim Skalborg Simonsen har nok at se til – og nu får han endnu flere opgaver mellem hænderne. Han er nemlig blevet officielt udnævnt til stambogsfører og såkaldt EEP koordinator for afrikanske løver i zoologiske haver.
Afrikanske løver har ikke haft en stambog før, hvilket gjorde det svært at styre avlen med dyrene. Zoologiske haver har før forsøgt at tage problemstillingen op i EAZA (European Association of Zoos and Aquria). GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA bar problemstillingen videre, og i slutningen af 2019 blev det så en realitet; der oprettes en stambog for afrikanske løver.

- Vi har været frontløber i arbejdet med at få oprettet en stambog, fordi løver jo nærmest er synonym med GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Så vi er rigtig glade for, at det efter det store arbejde er lykkes at blive enige med resten af de zoologiske haver. Og jeg er glad for at skulle stå med opgaven, også selvom det giver en del ekstra at se til, siger Kim Skalborg Simonsen.

Uklarhed om afstamning
Biologen har uofficielt rodet med løvernes afstamning i nogle år.

- Mange af de løver, der er i zoos i dag, har mange generationer af zooløver bag sig i deres stamtræ. Det vil sige, at de oprindelige løver, der kom ind til zoos fra Afrika, i mange tilfælde kom, før de zoologiske haver begyndte at holde styr på deres optegnelser over dyrene. Så man ved meget lidt om dyrenes baggrund, forklarer biologen.

Samtidig har der været stor uenighed om antallet af underarter. Nu er man så blevet enige om, at der er to underarter af den afrikanske løve – en syd- og østafrikansk og en vestafrikansk.

- Løver har været svære at arbejde med, fordi der har været så lidt viden om deres genetiske sammensætning. Tidligere var det vanskeligt at identificere afstamningen, men i dag er der redskaber til at foretage genetiske undersøgelser, så det letter arbejdet lidt. Derudover hjælper det, at der nu til dels er enighed om klassificering af underarterne. Den vestafrikanske løve er mest truet, og det har første prioritet at få avlsprogrammet for dem til at fungere, fortæller biologen.

Omfattende arbejdsmængde
Der er nok at give sig i kast med for at få stambogen og avlsprogrammet til at fungere. 15.500 opdateringer venter på at blive lavet i ZIMS løvestambogen, som er det register, hvor zoologiske haver samler deres data og viden om dyrene.
Kim Skalborg Simonsen skal som avlskoordinator for arten også indsamle prøver fra så mange løver i avlssamarbejdet som muligt og derved prøve at stykke deres afstamning sammen.

- Det er spændende og også lidt overvældende med den arbejdsmængde. Samtidig er der fortsat lidt politisk uenighed om kategorisering af løverne, så det er også noget, man skal forholde sig til. Og så skal mindsettet hos de zoologiske haver ændres, fordi de skal vænne sig til en anderledes taksonomi . Men det skal nok gå.
 
Biologen får en komite i ryggen til at hjælpe med arbejdet med løverne, men ellers er det ham, der har ansvar for og overblik over databasen.

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.