Åbent i dag: 10-18

Kyklop – eller dværgelefant?

18. oktober 2023
Mange kender historierne om de enøjede kæmper ”kykloper”. Men hvad var de for nogen, og hvor mon historierne er opstået? Som med mange myter gennem tiden, er der en helt naturlig forklaring på, hvad der kan have givet inspiration til historierne.

Myter om kæmper findes mange steder i verden og i forskellige udgaver. Brødrene Grimm har for eksempel skrevet historierne Den unge kæmpe og Den Tapre lille skrædder.  Disney har fulgt på med Mickey og Bønnestagen. I gammel nordisk mytologi var der jætterne. Og rykker vi til Grækenland var der titanerne – og ikke mindst kyloperne.
I gamle græske fortællinger fra 800-600 f.Kr. beskrives kykloperne som store, menneskelignende skikkelser med ét øje midt i panden. Nogle af kykloperne var ifølge fortællingerne dygtige byggere eller smede for guderne. Andre kykloper var stædige, aggressive menneskeædende!
En af de mest kendte fortællinger om en kyklop er i Homérs Odysseen. Her holder kyklopen Polyfemos Odysseus og hans mænd indespærret ved sine får, fordi han agter at spise mændene. De slipper dog fri ved at blinde kæmpen med en pæl i hans øje.
I nogle fortællinger er kykloper børn af Jorden (Gaia) og Himmelen (Uranus), mens andre beskriver dem som børn af de græske guder. For eksempel skulle Polyfemos være havguden Poseidons barn.

- Kyklop betyder cirkeløje, så det passer med deres ene øje i panden. Oftest er kykloperne beskrevet på en lidet flatterende måde som uhyggelige og ubehagelige, fortæller biolog og formidler i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Marie Kristine Warming og tilføjer:

- Samtidig stod kykloperne for noget, som man så ned på i datidens Grækenland. De blev beskrevet som uciviliserede fårehyrder, som levede i isolation uden lov og orden. De havde ikke et struktureret samfund, fællesskab eller styre i modsætning til grækerne selv. Så kykloper var for grækerne afskyelige og udannede.

Et øje eller en snabel
Men hvordan er myterne om disse enøjede kæmper egentlig opstået?
En græsk historiker fra år 200 fortæller blandt andet, at der findes knogler efter disse kæmper på øen Sicilien. Særligt efter store regnskyl dukker knoglerne op af jorden.

- I dag ved vi, at der engang har levet dværgelefanter på Sicilien. Og så langt tilbage som år 1370 har forskere antaget, at de første mennesker på Sicilien troede, at elefantkranierne var kranier fra kykloper. Det store hul i kraniet, hvor snablen har siddet fast, er i så fald blevet forvekslet med den enorme øjenhule på en kyklop. Så igen, som med mange andre myter, kan man finde forklaringen på de mytiske kykloper i naturvidenskaben, forklarer Marie Kristine Warming.

Du kan lære om kykloper og andre mytiske væsner her i efterårsferien i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Der er en særudstilling om gamle myter i parkens Oddersal ved området P3.

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Afskedsreception for Richard Østerballe
17. maj 2024
Godt 200 indbudte gæster - både private gæster, kolleger fra andre dyreparker, sponsorer, leverandør…
Givskud hylder Richard Østerballe
16. maj 2024
Givskud siger tak. Byens borgere hyldede i dag Richard Østerballe for hans markante aftryk på byen.
Hierarkiet i en ulveflok
13. maj 2024
Art, køn, alder, størrelse, styrke, årstid – mange ting spiller ind, når ulveflokkes hierarki etable…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.