Zebra fik tjekket tænder

28. November 2017

Det krævede godt med lys og særligt udstyr, da dyrlæge Christina Suntum Sørensen fra hestemund.dk tjekkede tandsættet på en zebra. 

En af GIVSKUD ZOOs zebraer har døjet med tandsættet, og derfor blev der tilkaldt hjælp udefra, så hoppen kunne blive tilset. 
- Så er hoppen klar.

Dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen har tjekket zebraen, som netop er blevet skudt med en bedøvelsespil. Ikke mange minutter efter er hoppen klar til at få tjekket tænder.
Fordi det er en speciel opgave, har GIVSKUD ZOOs faste dyrlæge tilkaldt hjælp udefra. Dyrlæge Christina Suntum Sørensen fra hestemund.dk har speciale i hestetænder og har derfor også indsigt i tandsættet hos zebraer.
Mens hun tilser hoppens tænder, sørger GIVSKUD ZOOs egen dyrlæge for at holde øje med zebraens vejrtrækning og iltniveau.

- Det er risikabelt for zebraen at lade den være bedøvet længe. Så vi har kun godt 20 minutter, før jeg vækker den af bedøvelsen, fortæller Ditte-Mari Sandgreen.  

Foderet sidder fast
Dyrlægerne er tilkaldt, fordi dyrepasserne opdagede, at zebraen spyttede kugler af hø ud.

- Det er ikke noget, vi typisk ser. Og det kunne tyde på, at hoppen ikke spiser normalt. Derfor havde vi en formodning om, at der kunne være noget i vejen med tænderne, forklarer Ditte-Mari Sandgreen.

Og ganske rigtigt viste tandtjekket, at der var noget galt;

- Af en eller anden uvis grund ryger zebraens foder ned mellem tænderne, og da zebraer ikke får børstet tænder og bruger tandtråd som mennesker, så sætter det sig fast og trykker på tænder og tandkød, så det bliver inficeret, forklarer Christian Suntum Sørensen og tilføjer:

- Når hoppen så spiser videre, så forværres tilstanden, og tænderne forskubber sig ved det hårde tryk, hun laver, når hun tygger. Og så ryger små klumper ufordøjet foder også ud.

Hurtig operation
Christina Suntum Sørensen arbejder hurtigt, for at kunne nå at ordne så meget som muligt, før zebraen skal vækkes af bedøvelsen. Hun renser tænderne for det foder, der sidder fast, rasper dem for at undgå at mere sætter sig fast, og til sidst skyller hun munden godt.
Imens sørger Ditte-Mari Sandgreen for at give zebraen antibiotika og smertestillende. Og så bliver zebraen vækket.

- Den er vågnet fint op, men er nok lidt øm i munden i dag. Nu ser vi tiden an og ser hvordan hun får det med Christinas behandling i kombination med antibiotika og smertestillende. Hun er en ældre hoppe med ret komplicerede tandproblemer, så hendes livskvalitet er i højsædet, siger Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:

- Den foreløbige plan er, at hun skal undersøges igen om et par uger, hvor vi vurderer, om hun har fået det bedre.
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
ZIMSGod adgangDanish Association of Zoos and AquariasEuropean Association of Zoos and AquariasWorld Association of Zoos and AquariumsTopattraktioner
Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.