Åbent i dag: 10-17

World Otter Day markeres

29. maj 2019
Gennem de seneste ti år har International Otter Survival Fund (IOSF) forsøgt at skabe opmærksomhed om odderes betydning for biodiversiteten, og i de seneste fem år har fonden holdt ’Verdens Odderdag’ for at sætte fokus på hjælp til de truede dyr.

Der findes 13 odderarter i verden, og næsten alle arter er truede. Derfor er der brug for øget fokus og en hjælpende hånd, hvis arterne skal overleve.
Det forsøger International Otter Survival Fund (IOSF) at skabe blandt andet gennem formidling med forskellige organisationer verdens over og med en hel dag dedikeret til odderne – World Otter Day, som finder sted den 29. maj.
I 2019 er det femte år i træk, at dagen markeres, og rundt om i verden er der zoologiske haver, dyreparker, redningsstationer, skoler og biblioteker, der markerer dagen med forskellige arrangementer under budskaberne ”Hyld odderne, skab opmærksomhed, undervis, skaf støttemidler og beskyt”.

- Odderne er utroligt charmerende dyr, men alligevel er det lykkedes os mennesker at sætte dem så meget under pres, at næsten alle arter af oddere er truede. Og tendensen er faktisk stadig negativ – der bliver færre og færre oddere i verden. Derfor er det rigtig fint at få fokus på odderne, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.
  
Formidling skal hjælpe arterne
I GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA kan man som det eneste sted i Danmark opleve kæmpeoddere, og den art betegnes som kritisk truet.

- Det er vigtigt for os at formidle om de truede kæmpeoddere og parkens andre truede arter, for blandt vores formål er formidling og bevarelse. Mange arter er truede blandt andet på grund af tab af levesteder, jagt, illegal handel, forurening, og vi er nødt til at agere, hvis den udvikling skal ændre sig, siger Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Vi prøver at gøre en forskel ved at formidle til vores gæster og inspirere dem til at passe på dyr og natur, for eksempel ved at købe bæredygtige produkter, ved at beskytte miljøet herhjemme i Danmark og ved at undlade at falde i turistfælder i udlandet, hvor man for eksempel kan blive fotograferet med vilde dyr. Ved at blive fascineret af kæmpeodderen håber vi selvfølgelig også, at vores gæster får lyst til at passe på vores egen odder herhjemme i Danmark.

Events verden over
I forbindelse med World Otter Day holdes der aktiviteter i både Nord- og Sydamerika, i Europa, Afrika, Asien og i Australien.

- Det er dejligt at se, at mennesker i hele verden bakker op om at hjælpe odderne. Vi har ikke en særlig event på selve dagen i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, men vi har daglige fodringer af kæmpeodderne, undervisning og rundvisninger med formidling, hvor vi året rundt forsøger at informere gæster om de truede dyr og konsekvenserne af tab af arter, fortæller Kim Skalborg Simonsen.

Du kan selv bakke op om World Otter Day – både ved at støtte økonomisk og ved at sætte fokus på dagen på de sociale medier ved brug af hashtagget #worldotterday. Læs mere på IOSFs hjemmeside http://www.otter.org/public/Events_OurCurrentEvent.aspx.

 

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.