Dagens programI dag 10-18

Videnskab rykker ind i undervisningen

17. marts 2022

Videnskab rykker ind i undervisningen

GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs skoletjeneste udvider endnu engang sit tilbud om undervisning. Denne gang med et forløb om parkens videnskabelige arbejde, som er målrettet til gymnasieelever.


Unesco har erklæret 2022 for International Year of Basic Sciences for Development, og Niels Bohr Institutet har taget initiativ til at gøre 2022 til et nationalt dansk videnskabsår. Den bold er også grebet af GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs skoletjeneste, som nu udvider sit tilbud med det nye undervisningsforløb Videnskab i zoo.

At drive en dyrepark handler ikke bare om at passe dyr, fodre dem og rengøre anlæg. Der ligger meget mere bag. I GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA arbejdes der ud fra formålene formidling, forskning og bevaring.

Formidlingen handler om at skabe viden om dyr og natur samt en forståelse og fascination hos gæster, så de i højere grad motiveres til at passe på kloden og dens arter.  

Bevaring handler om at beskytte truede arter. Dette gøres blandt andet gennem målrettede avlsprogrammer i internationalt regi, genudsættelse af dyr i naturen og støtte til naturbevarelsesprojekter. 

Og så er der forskningsdelen, som også spiller en vigtig rolle i forhold til at vide mere om dyrene, så man bedre kan sikre deres trivsel og velfærd. Og netop denne del om forskning og den videnskab, der knytter sig til arbejdet med dyr, bliver nu et nyt undervisningsforløb i parken. Her bliver der sat fokus på arbejdet med avl og genetisk sunde bestande hos løver og næsehorn i fangenskab, og hvordan dyreparker og zoologiske haver arbejdet aktivt med det for at hjælpe med at sikre disse truede dyrearter.

- Det har længe været et ønske fra os, og nu passer det ind i, at der sættes mere fokus på videnskab. Vi har kørt et testprogram og fået gode tilbagemeldinger, og vi arbejder nu på at tilpasse løbende ud fra gymnasielæreres ønsker og behov. Og så vil vi etablere forsøg i tilknytning til undervisningen, siger biolog og formidler i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA, Susanne Toft Henriksen, som har fået ideen til og tilrettelagt det nye undervisningsforløb til gymnasieelever.

Læs om undervisningsprogrammet her

Udover det nye undervisningsforløb sætter parkens formidlingstjeneste også fokus på videnskab i zoo ved en ny event. Den løber af stablen i slutningen af juni, hvor alle parkens gæster er velkomne til at kigge forbi. 

 

 

 

Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Topattraktioner
Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.