Dagens programI dag lukket

Ulveunger tjekkes hurtigt efter fødsel

10. maj 2021

Ulveunger tjekkes hurtigt efter fødsel

Endnu engang er der kommet ulveunger til verden i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, og for dyrenes skyld bliver hvalpene tilset af dyrlægen hurtigst muligt efter fødslen.  


En for en løfter dyrepasser Villy Vinding GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs nye ulvehvalpe op af den grav i anlægget, hvor de er født.
Dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen er med for at tilse og chipmærke de godt to uger gamle unger. Moren og resten af ulveflokken er sluset fra ungerne og lukket over for at spise i en anden del af anlægget, så dyrlæge og dyrepassere har arbejdsro.

- Vi forsøger altid at komme til ungerne et par uger efter fødslen. Dyrepasserne holder øje med, hvornår tæven går ned i fødehulen for at få en indikation på, om hun har født. Og når mor har haft ro det første stykke tid, tilser vi de nyfødte unger, siger dyrlægen.

Mest skånsomt for dyrene
Ifølge dyrlægen skyldes det tidlige tjek af ulveungerne hensyn til dyrene.

- For det første bliver de helt små hvalpe ikke så stressede, når vi håndterer dem, som de ville gøre, hvis de var større og mere bevidste om omverdenen. For det andet er det bedst at udføre sundhedstjekket i en tidlig alder for at opdage eventuelle problemer tidligt, og for det tredje er det også bedst for moren på denne måde. Hvis ungerne havde en størrelse, hvor de kunne løbe rundt, ville hun ikke have styr på dem på samme måde som nu, hvor de bare ligger i fødehulen. Så vi kan hurtigt lave tjekket, og moren kan hurtigt komme tilbage til hvalpene, forklarer dyrlægen og tilføjer:

- Samtidig er det jo også mere sikkert for dyrepasserne at håndtere de små unger i stedet for at skulle ind til større ulvehvalpe.

I fin form
Ved dagens tjek konstaterer dyrlægen, at de fem nyfødte hvalpe har det godt. Og hun forventer også, at moren, som er en erfaren, fortsat vil tage sig godt af dem.
En efter en bliver ulveungerne lagt tilbage i fødehulen, og da personalet er ude af anlægget, bliver moren lukket tilbage til sine unger sammen med de andre ulve.

- Så venter vi bare på, at ungerne begynder at kigge frem, så gæster kan opleve dem. Det plejer at ske her i løbet af maj og juni måned, siger dyrlægen. 

 

 

 

Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Findsmiley Topattraktioner
Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.