Dagens programI dag lukket

Ulve flytter til Parc Animalier de Sainte-Croix

27. november 2019

Ulve flytter til Parc Animalier de Sainte-Croix

Ulveflokken i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er blevet halveret. En stor del af de voksne unger er sendt videre til Frankrig for at blive deres egen flok der.


- Hallo dyrlæge. Jeg har ulvene på den rigtige side nu.

Dyrepasser Villy Vinding kalder GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen. Han har gjort klar til, at syv ulve kan blive bedøvet og sendt til en ny zoologisk have - Parc Animalier de Sainte-Croix i Frankrig.
En større gruppe af parkens dyrepassere samt parkens biolog og dyrlæge skal hjælpe til for at få alt til at gå glat ved afsendelsen.

- Vi har pt. en rigtig stor flok, så vi er glade for, at vi har fundet plads til så mange ulve herfra i Frankrig. Det er meget usædvanligt, at vi skal sende så mange dyr afsted samtidig. Det er et større logistisk arbejde, som kræver mange forberedelser. Så vi har lavet en detaljeret arbejdsplan, så alle ved, hvad de skal undervejs, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.

Løftet ud en for en
En for en sender dyrlægen bedøvelsespile afsted mod de ulve, der skal rejse. Da alle sover, lukkes resten af flokken fra, så dyrepasserne kan gå ind i anlægget og løfte de syv hanulve ud til den ventende transportvogn.

- Vi kan ikke bare åbne en trailer, og forvente at ulvene selv går derind for at blive kørt afsted. Så for at mindske stress og sørge for medarbejdere sikkerhed, er vi nødt til at bedøve ulvene og køre dem på trillebør ud af anlægget en for en. Det giver også vores dyrlæge mulighed for lige at tilse ulvene og tjekke, at de er sunde og raske, forklarer biologen.

Der var intet at bemærke på de unge ulve; alle var i topform og klar til rejsen.
 
Del af en gruppe for hanner
Når ulvene ankommer til Frankrig, skal de sættes i et anlæg for sig selv og danne en ny bachelorgruppe i Parc Animalier de Sainte-Croix, det vil sige en gruppe kun med hanner.

- I Parc Animalier har de omkring 40 ulve fordelt i flere flokke deriblandt en ynglegruppe og unge hanner i bachelorgrupper. Og med vores ulve nærmer de sig 50 ulve i alt. Vores ulve skal til et anlæg, som ligger op ad nogle hytter. Her kan gæster overnatte i en slags hobbithuse og se ulvene helt tæt på, siger Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Vi har set billeder af anlægget og snakket med deres biolog, og de har enormt meget erfaring med hold af ulve. Så det er en rigtig god løsning at sende dem dertil.

Efter de syv ulve har forladt GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, er der nu seks ulve i parkens anlæg; førerparret samt fire af deres voksne unger.

 

 

 

 

Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Findsmiley Topattraktioner
Vores hjemmeside bruger cookies. Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.