Dagens programI dag 10-16

Trives dyr i zoologiske haver?

2. januar 2017

Trives dyr i zoologiske haver?


Det er et svært spørgsmål at svare på, og det er en udfordring vi prøver at løse så godt som muligt hver eneste dag. Et nyt forskningsresultat tyder på, at dyrene har det godt i zoos - i hvert fald målt ud fra dyrenes levealder.



Dyrene i GIVSKUD ZOO lever i fangenskab, men vi, der passer på dem, bekymrer os om dem og ønsker, at de skal have det så godt som muligt. Men hvordan finder man ud af, om dyrene trives? Vi kan jo desværre ikke spørge dyrene, hvordan de har det, så vi må forsøge at måle det på en eller anden måde. Normalt vil man vurdere dyrs trivsel ud fra ting som: udviser de normal adfærd? Får de unger?
Man kan dog også se på dyrenes levetid. Derfor havde en gruppe forskere sat sig for at vurdere, om dyr i fangenskab lever lige så længe som deres artsfæller i naturen. Resultatet er for nyligt blevet offentliggjort i Scientific Reports, og generelt var resultaterne meget positive.

Mange lever længere
I undersøgelsen blev 59 pattedyrarter sammenlignet. Data fra artikler, bøger og det verdensomspændende zoo-registreringssystem ZIMS blev benyttet til at lave sammenligning af blandt andet , hvornår dyrenes aldring sætter ind, hvor hurtigt de ældes og deres levealder. Resultatet var ret entydigt: Hele 84 % af alle arter (heriblandt alle rovdyr i undersøgelsen) levede længere i zoos end i naturen. 69 % af arterne startede deres aldring senere og 73 % ældedes langsommere i zoologiske haver end i naturen.

Foder, hjælp og ingen fare
Resultaterne overrasker ikke biolog i GIVSKUD ZOO Kim Skalborg Simonsen:
- I zoologiske haver har dyrene jo en masse fordele, de ikke har i naturen: Vi giver dem det bedste foder, og de kommer aldrig til at sulte. Kommer de til skade eller bliver syge, kan vores dyrlæge hjælpe, og for planteæderne er der heller ingen risiko for at blive spist eller såret af rovdyr. Vi menneskers levealder er også steget med bedre livsvilkår, så det er oplagt at tænke, at det samme sker for dyrene.

Jo kortere, des længere
Dykker man dybere ned i resultaterne, viser der sig en stor sammenhæng mellem dyrs "livs-hastighed" og effekten af at leve i fangenskab: Arter, der naturligt har et kort liv, får i højere grad en positiv effekt af et liv i zoologiske haver end dyr med lang levetid. Det vil sige, at dyr som elefanten og flodhesten med en lang levetid ikke lever længere i zoos end i naturen - måske lever de endda kortere tid.
- Det er selvfølgelig noget, vi skal have fokus på, kommenterer Kim Skalborg Simonsen.

Et andet billede om 30 år?
De zoologiske haver udvikler sig hele tiden, og vores management af dyrene bliver bedre og bedre. Men præcis for de længe-levende dyr skal man have for øje, at effekten af forbedringerne måske ikke har nået at vise sig endnu. Dyrene i undersøgelsen er selvfølgelig allerede døde - ellers kunne vi jo ikke vide, hvor gamle de blev. Derfor kunne det være interessant at gentage denne undersøgelse om 30-40 år. Der vil man formentlig se effekten af, at de længe-levende dyr har haft et helt liv under bedre vilkår.  


Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Findsmiley Topattraktioner
Vores hjemmeside bruger cookies. Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.