Åbent i dag: 10-17

Succesfuld sammenlukning af sulawesier

14. august 2019
Dyrepassere og dyrlæge var meget spændte, da GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA seks sulawesimakak-hunner skulle lukkes sammen med parkens nye han. Men sammenlukningen gik over al forventning.

- Så kører vi.

Det er ikke uden en vis nervøsitet, at dyrepasser Jette Nørgaard åbner for lågen, der adskiller de to rum, hvor GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs seks sulawesimakak-hunner og parkens nye han er. De syv makakker skal sættes sammen, så det kan give dem mulighed for at danne en større flok.
Tidligere sammenlukninger af hunner og han har været ganske voldsomme. Den forrige han angreb hunnerne, og derfor er dyrepassere og dyrlægen klar til at gribe ind hurtigt ved denne sammenlukning.
Men nervøsiteten er unødvendig. For de seks hunner Sami og Melfi, Tawa og Sura samt Selma og Agnes er meget nysgerrige og springer hurtigt ind og ser den nye han an.
Og hannen Wira tager mødet i stiv arm, og det varer ikke mange minutter, før han parrer en af hunnerne.

- Det gik over al forventning, og vi er superglade, lettede og en lille smule rørte over at der endelig var succes efter en lang hård proces med den forrige han. Sulawesierne hilser fint på hinanden, de er nysgerrige og opsøgende, hunnerne pelsplejer hannen, han parrer dem, og der er ro. Det er bare så gode tegn, siger dyrlæge i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Ditte-Mari Sandgreen.

Hurtigt møde
Hannen Wira kom til GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA fra London Zoo for kort tid siden. Inden sammenlukningen med hunnerne nåede han kun at hilse kort på hunnerne af et par omgange. Her blev der åbnet en låge med tremmer mellem de to rum i anlægget, hvor hannen og hunnerne var. Dermed kunne de se, røre og snuse til hinanden.

- Erfaringer har vist, at der før har været succesfulde sammenlukninger med sulawesimakakker, som kun har mødt hinanden ganske kort inden selve mødet face to face. Det gør muligvis, at hannen ikke når at blive frustreret over, at han kan se hunnerne, men ikke komme til dem. Og derfor er han måske mere rolig, når han så endelig sættes til flokken. Derfor valgte vi at sætte han og hunner sammen, så hurtigt det var muligt, forklarer dyrlægen.

Håb om en stor flok
Sulawesimakakker er en truet art, og der findes et internationalt avlsprogram, hvor zoologiske haver arbejder sammen om at bevare og styrke arten. Derfor er håbet også, at der inden længe vil komme unger i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

- Allerede ved første sammenlukning kunne vi jo se, at hannen godt vidste, hvad han skulle.  Og vi har flere hunner, der er parate til at få unger. Så vi håber, at der snart vil ske en udvidelse af flokken i vores anlæg, siger Ditte-Mari Sandgreen.

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.