Åbent i dag: 10-17

Så kom gnuerne på græs

28. april 2021
De hvidhalede gnuer i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA kan nu opleves af vores gæster. Gnuerne vil være på en af parkens store afrikanske savanner frem til efteråret.

Hvert forår er det samme rutine i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; dyrepasserne holder ekstra godt øje med vind og temperaturer for at vurdere, hvornår de hvidhalede gnuer kan komme på savannen.

- Vores hvidhalede gnuer er blandt de få dyr i parken, der er ude både dag og nat. Når først de kommer på savannen om foråret, kommer de ikke ind i stalden igen, før det bliver efterår, fortæller biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.

Og nu er de altså kommet på savannen til sæson 2021. Nogenlunde samme tidspunkt på året, som de plejer.
 
Ikke for mange forandringer
Gnuerne bliver ikke lukket ud hver morgen og ind hver aften ligesom mange af parkens andre dyr, fordi de simpelthen ikke har temperament og sind til det.

- Af en eller anden grund er gnuerne ikke så gode til hver morgen og aften at gå fra og til stalden. Der er en fast rækkefølge når dyrene lukkes ind, og gnuerne har svært ved at være en del af det setup. De forvirrer både dem selv og de andre dyr. Så for at det ikke skal være a en daglig kamp for dyrepasserne at få alle dyrene  ind, er det derfor den optimale løsning at lade gnuerne gå ude hele sæsonen, forklarer Kim Skalborg Simonsen.

Glade for at komme ud

Gnuerne har været ude hver eneste dag vinteren igennem, men det er foregået i mindre løbegårde tæt ved stalden, og uden de er sammen med andre dyr. Men som hvert eneste år er det tydeligt, at gnuerne er glade for at komme på savannen.

- Der er altid lidt ekstra spjæt og løb i gnuerne de første timer efter de er kommet på savannen. Så det er tydeligt at de er glade for at komme derud. Der er mere plads og selvfølgelig også så småt spirende frisk græs at gå i gang med.

 

Årets to første gnukalve ankom da de stadig var i stalden, så for dem er det første gang de er med ude på den store savanne, med næsehorn, antiloper og bøfler. 


Fodres ind til efteråret
Fordi gnuerne ligesom de fleste andre dyr ikke har rutine i at blive lukket ind dagligt, er de heller ikke vant til at komme mod stalden for eksempel ved lyden af porte, der åbnes.
De stiller sig heller ikke tæt på slusegangen mod staldene henad fyraften ligesom for eksempel næsehorn og savannebøfler, som gnuerne deler savanne med.
Så for at få de hvidhalede gnuer tilbage mod staldanlægget hen mod efteråret, må der lokkes med mad. Efterhånden som slutningen af sæsonen kommer nærmere med koldere dage og nætter, begynder parkens dyrepassere at fodre dyrene lidt anderledes.

- Gennem sæsonen fodres gnuerne ude på savannen, men når det er ved at være tid til at komme i stald for vinteren, lægger dyrepasserne foderet ud i retning mod stalden. Så rykker de gnuernes spisested tættere på stalden lidt efter lidt, dag efter dag. Og når vi så når tid til indlukning for vinteren, er gnuerne rykket så tæt på porten mod stalden, at de er klar til at komme ind, fortæller biologen.

I vintermånederne kommer gnuerne også ud. Her er det dog et mindre anlæg lige ved siden af staldboksene, der benyttes, så her kan gnuerne godt gå ind og ud hver dag uden stress. 

 

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Pingvinerne har lagt æg
24. april 2024
Der er forår i luften i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store humboldtpingvinanlæg; flere har dannet par, og nogle har…
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.