Åbent i dag: 10-17

Op mod en milliard i støtte

19. februar 2020
Siden 1990’erne har medlemmer af de zoologiske havers europæiske sammenslutning doneret tæt på en milliard kroner til beskyttelse og bevaring af truede arter i naturen. Også Givskud Zoo Naturfond yder store bidrag for at hjælpe dyrene.

171 medlemmer af EAZA (European Association of Zoos and Aquaria) er siden 1990’erne gået med helt i front, når det kommer til bevaring og beskyttelse af truede arter. 
En ny optælling fra en samlet database viser, at de 171 medlemmer tilsammen har doneret op mod en milliard kroner til at hjælpe dyr i naturen.
Givskud Zoo Naturfond, som administreres af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, har også sendt knap to millioner kroner afsted til projekter, der arbejder med at hjælpe de truede arter rundt om i verden.

- De zoologiske haver og akvarier i Europa spiller nok en større rolle i naturbevarelse, end de fleste er klar over. Men med opdateringen af databasen bliver det synliggjort, at det er rigtig store beløb, der doneres via zooverdenen. Bevaring af truede dyr er jo et af vores vigtigste formål, så er det glædeligt, at vi, når vi samler vores indsats, spiller så stor en rolle i arbejdet for dyrene, fordi det er så vigtigt. Dette er jo en af hovedårsagerne til, at vi overhovedet eksisterer, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.

Støtter både med penge og arbejdstimer
Beløbet, som EAZA-medlemmerne har brugt på at hjælpe de truede dyr, er formentlig endnu større, end opgørelsen viser. Der kan nemlig sagtens være sendt endnu flere penge afsted, som ikke er registreret i databasen, og derfor er beløbet ifølge GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs biolog formentlig et underestimat.

- Samtidig har de zoologiske haver lagt op mod 500.000 mandetimer i arbejdet med at beskytte dyr og natur. Det er jo ikke økonomisk støtte, som står i opgørelsen, men støtte i form af tid. Og det må også siges at udgøre en betydelig post i forhold til at bakke op om naturbeskyttelsesprojekterne, siger biologen.

Bevaring er en kerneopgave
Gennem årene er den økonomiske støtte fra Givskud Zoo Naturfond gået til forskellige projekter rundt om i verden for eksempel til gorillaer og løver i Afrika, sulawesimakakker og røde pandaer i Asien og tapirer og kæmpeoddere i Sydamerika.
Senest er en kæmpeodder blandt andet sendt fra GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA til Argentina i forbindelse med et projekt, der genudsætter den truede art i naturområder.
Også brillebjørne i Sydamerika får hjælp. Siden 2019, hvor brillebjørne rykkede ind i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, har Givskud Zoo Naturfond støttet en organisation, der opkøber store landområder. Her sørger man for at plante skove og sikre plads til de truede bjørne, hvis levesteder er svundet ind på grund af mennesker, som breder sig.  

- Overalt i verden bliver dyre- og plantearter presset og truet på grund af menneskelig aktivitet, så vi er nødt til at gøre noget for at vende den udvikling. Og det kan vi gennem formidling til gæster her i parken, hvilket er en af vores kerneopgaver og et essentielt formål med vores arbejde. På den måde udbreder vi viden om og respekt for naturen. Og i udlandet kan vi gøre en forskel ved at give økonomisk støtte til de projekter, der formidler viden om dyr og natur, siger Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Vores indsats i zoologiske haver og vores donationer til naturbevaring er ikke blevet mindre med årene. Og formentlig bliver begge dele endnu større i årene fremover. 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.