Åbent i dag: 10-17

Næste skridt mod genudsættelse

21. november 2019
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs kæmpeodder Coco er nu blevet sat i karantæne. Det er næste skridt mod, at han skal genudsættes i naturen.

En bedøvelsespil bliver sendt afsted, og ikke længe efter sover kæmpeodderen Coco. Han er blevet sluset fra flokken i kæmpeoddernes anlæg i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, så dyrlægen kan få ro til at bedøve ham, og så han kan blive transporteret til et karantæneområde.
Det er tid til næste skridt i det store projekt med at genudsætte kæmpeodderen i naturen. Om få uger skal han sættes på et fly med kurs mod Argentina, hvor han skal genudsættes i artens naturlige leveområde i forsøg på at styrke de truede dyr.

- Et af vores formål her i parken er bevaring af truede arter, så vi er rigtig glade for at få mulighed for at genudsætte Coco i naturen. Det er meget sjældent, at vi kan sætte dyr ud. Der er en masse ting, der skal falde på plads, og truslerne mod arten i naturen skal være væk, før det er muligt. Men der har ikke været en stabil population af kæmpeoddere i Argentina i nu godt 30 år. Så vi håber, at genudsætningsprojektet kan hjælpe med rette op på det, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.

Genudsætningsprojektet foregår i en nationalpark i landet og varetages af regeringen og en fond, som tidligere har genudsat myreslugere, tapirer og jaguarer. Det er dog første gang, der udsættes kæmpeoddere.

Længerevarende karantæne
For at være sikre på at alt går rigtigt til, er der både sundhedsundersøgelser, der skal foretages, og papirarbejde, der skal på plads, før odderen kan lukkes ud i nationalparken. GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs egen dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen står for de nødvendige sundhedsundersøgelser, mens Kim Skalborg Simonsen står for logistik og har det brede overblik over udsendelsen af kæmpeodderen. Da han nu har fået en dato for, hvornår det bliver muligt at sende odderen ud af Danmark, er det påkrævet, at Coco skal i karantæne.
 
- Vi er i løbende dialog med myndighederne både herhjemme og i udlandet for at sikre, at alt går rigtigt til. Det er et internationalt krav, at dyr der eksporteres ud af Europa, skal i karantæne. Så først skal Coco være i karantæne i tre uger her i Givskud. Og når han ankommer til Argentina, skal han i karantæne der i 30 dage, forklarer Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Det er klart, at når vi skal genudsætte dyr, er det vigtigt, at det er sunde og stærke dyr, som kan klare sig uden menneskelig hjælp i naturen. Så karantænen skal sikre, at eventuel sygdom kan nå at blive opdaget for genudsættelsen. Det er som sådan ikke et problem for Coco at være alene så længe, men måske vil han synes, det er lidt irriterende, når han er vant til at gå med andre kæmpeoddere.

Fin flytning
Da kæmpeodderen er rykket over til karantænestalden, giver dyrlægen ham en indsprøjtning, så han kan vågne fra bedøvelsen. Hun har allerede foretaget et sundhedstjek og noteret det nødvendige til afrejsepapirerne.

- Alt gik efter planen, og nu holder vi så øje med ham i de næste uger. Hen i december skal han så forlade parken og sendes til Argentina, hvor hans kommende mage allerede er landet og trives. Så vi ser frem til at skrive næste kapitel om Cocos genudsættelse, siger biologen.   

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Pingvinerne har lagt æg
24. april 2024
Der er forår i luften i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store humboldtpingvinanlæg; flere har dannet par, og nogle har…
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.