Dagens programI dag 10-20

Gorillaen Chuma er aflivet

19. januar 2021

Gorillaen Chuma er aflivet

Efter længere tids sygdom er GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs gorilla Chuma blevet aflivet.


Gorillaflokken i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er blevet lidt mindre. Parkens hun Chuma er blevet aflivet efter længere tids sygdom.

- Det er selvfølgelig rigtig sørgeligt. Den kun godt 24-årige Chuma havde været syg i en længere periode, og vi har haft hende under observation og behandling. Men da det ikke virkede, og hun over kort tid fik et kraftigt tilbagefald, besluttede vi at aflive hende. Vi har et ansvar for, at dyrene har det godt, og vi har også et ansvar for at sikre, at de ikke lider. Derfor valgte vi denne løsning, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.

Problemer med hjertet
Efter aflivningen blev Chuma obduceret af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs egen dyrlæge. Kroppen bar generelt præg af at have gennemgået et sygdomsforløb og særligt hjertet viste tegn på forandringer:

- Det så ud til, at Chuma led af hjertesvigt, forklarer biologen og tilføjer, at det dog endnu ikke været muligt helt at fastslå:

- For at få en endelig årsag til at Chuma udviklede hjertesvigt mangler vi en grundig analyse af hjertet. Vi deltager i et forskningsprojekt omkring hjertesygdom hos store aber, så hjertet skal sendes til England. Men på grund af Brexit er det besværligt at få sendt afsted, og det kan komme til at tage noget tid. Så lige nu ser vi på alternative muligheder.


Ungen klarer sig fint
Chuma havde en stor unge, Nuru, som er næsten tre år gammel. Chuma har aldrig været særlig omsorgsfuld over for sine unger og har bestemt ikke været en overbeskyttende hønemor, og det er faktisk en fordel for ham, nu hvor hun ikke er der mere.

- Vi var lidt nervøse for ham, for det er selvfølgelig aldrig godt at miste sin mor så ung. Men Nuru virker som om, at han klarer sig fint, og han har længe været ret selvstændig. Desuden tager de andre gorillaer ham med rundt. Især han og hunnen Mawenzi har det rigtig godt sammen.

Efter aflivningen af Chuma er der nu syv gorillaer i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA; sølvryggen Kipenzi, hunnerne Kahla, Minnie og Mawenzi samt de tre unger Nura, Kijani og Malkia.  

 

 

 

Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Topattraktioner
Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.