Dagens programI dag 10-17

Farvel til to unge kameler

28. juni 2018

Farvel til to unge kameler

GIVSKUD ZOOs to unge  kameler Jazz og Higgo er flyttet hjemmefra. De to hanner skal fremover bo i Frankrig.


Transportvognen var klar allerede fra morgenstunden, så de to unge han-kameler i GIVSKUD ZOO, Jazz og Higgo, kunne blive sendt til deres næste hjem i Zoo Safari de Thoiry i Frankrig.
Selvom de begge er unge dyr, er de store, og derfor var mange dyrepassere mødt op sammen med GIVSKUD ZOOs dyrlæge og biolog for at hjælpe med at flytte kamelerne fra stald til trailer.

- Flyttesituationer er uvante for dyrene, og derfor kan de reagere ved at blive stressede eller skræmte. Så det skal gå så hurtigt som muligt for dyrene skyld. Og for vores egen sikkerheds skyld skal vi være nok til samarbejdet, og der skal være en klar plan med rollefordeling, forklarer biolog i GIVSKUD ZOO, Kim Skalborg Simonsen.  

Og denne flytning gik rigtig fint. Og rigtig hurtigt. På blot et enkelt minut fik personalet ved brug af trykplader gennet kamelerne ind i traileren og lukket lågen. Derefter kunne vognen sætte kurs mod Frankrig.

Skal indgå i bachelorgruppe
De to kameler blev født i foråret i 2017. De har hver deres mor, og faren til begge er GIVSKUD ZOOs førerhan Boke.
De unge hanner kan ikke blive i GIVSKUD ZOO som voksne dyr, fordi det ville både skabe risiko for kamp om dominans med faren – og risiko for indavl, da de ville komme til at gå i samme anlæg som deres mødre.

- De bliver først kønsmodne, når de er lidt større. Så i princippet kunne de godt blive hos os i Givskud lidt endnu. Men de er vænnet fra at få mælk, og de er ved at være store. Og jo større de bliver, des større er risikoen for kampe med faren. Og des større bliver risikoen for os, når de så skal flyttes, fordi de fortsat vokser, siger Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Vi var heldige, at det lykkedes at få dem afsat til en anden zoo nu, hvor de kan være sammen. I Thoiry skal de være i en safaripark, som har en bachelorgruppe med unge hanner.

Med de unge hanners afrejse er der nu seks kameler i GIVSKUD ZOO; hannen Boke og fem hunner.

Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Findsmiley Topattraktioner
Vores hjemmeside bruger cookies. Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.