Åbent i dag: 10-17

Dyrepasser beriger dyr med egne opfindelser

06. marts 2019
For at stimulere girafferne mentalt og aktivere dem i forbindelse med spisning laver GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs faste girafdyrepasser sine egne berigelsesanordninger. Dyrene er glade for det, og opfindelserne har også vakt interesse uden for parken.

Det er ud på eftermiddagen, og girafferne er lige blevet lukket ind i stalden fra savannen. Inden for har dyrepasser Henrik Kristensen forberedt mad til dem. Og den bliver ikke bare serveret i store trug.

- Det er utrolig vigtigt, at girafferne holdes i gang mentalt, og at de bruger hovedet, når de skal finde mad. Og samtidig må det gerne tage noget tid at spise, for det er med til at aktivere dyrene, så der sker noget hele tiden, forklarer dyrepasseren.

Mad serveres i rør
For at tilbyde dyrene netop det, har Henrik Kristensen gennem tiden lavet forskellige anordninger til at aktivere dyrene og til at servere maden i.
Hans seneste ide er ganske almindelige plasticrør med bøjninger. Tre rør står spændt fast på højkant i stalden, og så har dyrepasseren skruet låg på bøjningen i rørerne og boret små huller, som girafferne kan tage maden op fra ved hjælp af tungen. Når girafferne spiser fra hullerne, glider der ligeså stille nyt foder ned mod åbningen.
Samme anordning har Henrik Kristensen også hængt op i loftet, så girafferne kan tage maden derfra.
Og det er planen at sætte ekstra foderrør op.

- Det betyder, at girafferne får lidt mad ad gangen, og derved bruger de længere tid på at spise. Nogle af dyrene synes også det er rigtig sjovt med de forskellige måder at få maden på. Især to af vores hunner er hurtigt henne for at undersøge det, hvis jeg har lavet nye ting til dem.

Inspiration for andre
For Henrik Kristensen er designet af nye ting til dyrene et vigtigt element i arbejdet.

- Jeg vil gerne give dyrene noget interessant at give sig til, fordi det er med til at sikre deres trivsel. Så når jeg har lavet mit arbejde med pasning, fodring og rengøring, har jeg tid til at finde på de her ting, og jeg synes, det er rigtig sjovt, siger dyrepasseren, som også har delt sit seneste påhit i en facebookgruppe for mennesker, der passer og interesserer sig for giraffer:

- Det fik stor opmærksomhed og interesse. Mange synes, det var spændende og vil gerne selv prøve det af. Så det er jo godt, hvis flere kan få glæde af det, som vores giraffer har her i GIVSKUD ZOO.  

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Pingvinerne har lagt æg
24. april 2024
Der er forår i luften i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store humboldtpingvinanlæg; flere har dannet par, og nogle har…
GIVSKUD ZOO får ny direktør til maj
23. april 2024
Maj 2024 bliver en skelsættende måned for GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA; parkens nuværende direktør Richard…
Så er odderunger navngivet
22. april 2024
De to kæmpeodderunger, der blev født nytårsaften 2023, har nu fået navne.
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.