Åbent i dag: 10-17

De sociale giraffer

07. oktober 2021
Nye studier viser, at giraffer har dybere sociale relationer, end hvad eksperter ellers har troet gennem mange år.

I mange år var det eksperternes antagelse, at giraffer ikke er sociale dyr. Ved årtusindskiftet begyndte der at ske et mindre skifte i den opfattelse. Og nu er der så kommet konklusion på et nyt samlet studie af mere end 400 tidligere studier. Her har forskerne fået en helt anden fornemmelse end tidligere.
Det er især udbredelsen af digitalkameraer og nye analysemetoder, der har hjulpet forskere tættere på sandheden om giraffers sociale mønstre og adfærd, end det hidtil har været muligt.

- I mange år troede man, at giraffer ikke havde tætte, længerevarende bånd eller tilknytning til artsfæller, udover mor-unge relationen. Men den antagelse er ifølge masser af ny forskning ikke rigtig., Giraffer har vist sig at leve i det, der kan betagnes som grupper. Ikke større flokke med masser af dyr. Men små familiegrupper på normalt tre til ni individer, fortæller biolog og kurator i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen. 

Minder om elefanter
Oftest er det hunner, der i naturen lever sammen i disse grupper, som kan bestå af op til tre generationer, hvor de voksne dyr endda hjælpes ad med at tage sig af de små i gruppen.
Nogle grupper er blevet observeret sammen gennem seks år, men forholdet mellem mor og unge kan vare i over 15 år. 

- Dermed minder giraffernes levevis og gruppestruktur lidt om elefanternes, hvor det også er hunner, der holder sammen, mens hannerne forlader flokken, når de er store nok og går egne veje. Blot holder girafferne nok ofte mere afstand, hvorfor de ikke umiddelbart ligner nogen, der er i en flok, siger biologen.

Højere succesrate i grupper
For biologen i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA giver det god mening, at giraffer holder sammen i mindre grupper:

- Nogle studier har vist, at der for giraffer i grupper er højere overlevelsesrate, i hvert fald for hunner, når man er flere sammen, formentlig fordi de er med til at advare hinanden mod rovdyr eller andre farer på afstand, forklarer Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:

- Samtidig er de bedre til at finde og holde områder med vand og mad end enlige giraffer. Dermed ikke sagt at de går klistret op og ned ad hinanden i de små grupper. Men de holder sig i et område tæt på hinanden og holder derved sammen. Og det har altså en positiv effekt.

Biologen understreger, at der dog stadig er en masse, man endnu ikke ved om giraffer; hvordan kommunikerer de med hinanden? Hvad med hannerne? Har de forskellige underarter? Forskellig adfærd? Hvilken indflydelse har typen af habitat?
Så der er masser af emner for fortsat forskning i de fascinerende dyrs verden.

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.