Åbent i dag: 10-17

COVID-19 rammer løver

12. november 2021
Endnu engang er store katte i en zoologisk have blevet ramt af covid-smitte. Denne gang i Singapore. Det giver dog ikke anledning til ændret praksis i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs løvestald.

Der har efterhånden været mange tilfælde af covid-smitte hos løver og tigre samt andre kattedyr i zoologiske haver. I denne uge er der så kommet en ny melding om coronasmitte hos dyr. Der er tale om fire løver i en zoologisk have i Singapore.

- De meldinger, jeg har fået om smitte hos løver, er, at alle smitteudbrud heldigvis er forløbet relativt roligt. Dyrene har været syge i en til to uger, hvor de har modtaget støttende behandling såsom febersænkende og smertestillende medicin eller antibiotika ved behov, fortæller GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:

- Få løver har mistet livet på grund af infektion med covid, og det har alle været ældre, svagere individer. Så det er lidt, som vi typisk ser hos mennesker med underliggende, komplicerende faktorer, når der er dødsfald.

En stærk flok
I løvestalden i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA giver nyeste melding om smitte ikke anledning til ændringer i management.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at holde smitte ude af vores stalde. Men vi ved også, at situationen hurtigt kan ændre sig med det smittemønster, COVID-19 har. En dyrepasser kan jo desværre sagtens smitte andre uden selv at have symptomer, særligt nu når det meste af befolkningen er vaccineret, og mange har få symptomer på infektion. Så selvom vi har en ambition om at løverne ikke bliver smittet, bliver vi også nødt til at indse det er en reel risiko, siger Ditte-Mari Sandgreen.

Hun er dog fortrøstningsfuld med den floksammensætning, der er i parken. Løveflokken består nemlig kun af raske yngre dyr, som burde klare en infektion uden men.

- Så hvis smitten kommer ind i vores stald, forventer jeg en periode med syge løver uden den store appetit, som vi må passe så godt på som muligt, mens de ligger i sygesengen, fortæller dyrlægen.

Fortsat fokus på smittemønster
Selvom dyrlægen sammen med dyrepasserne har indført forholdsregler og ikke frygter, at smitte kan ramme GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs løver alvorligt, er det dog et emne, hun har fulgt tæt siden pandemien satte ind. Og som hun fortsat har daglig fokus på.

- Der er lige kommet en beretning fra USA om, at sneleoparder ser ud til at have mere alvorlige forløb med højere dødelighed, og sundhedsgruppen omkring arten indsamler lige nu information fra hele verden omkring de tilfælde, der har været. Og det er det, der er det svære ved dyr og covid infektion; vi ved simpelthen ikke nok endnu om alle arters modtagelighed overfor den nye virus – lige fra om de overhovedet kan smittes, om de smitter hinanden, og hvor syge de bliver. Så det er et arbejde, der har været i gang de sidste knap to år, og det fortsætter de næste år også, fortæller Ditte-Mari Sandgreen.

 

 

 


 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.