Dagens programI dag lukket

Økonomisk støtte til projekt for sulawesimakakker

26. oktober 2017

Økonomisk støtte til projekt for sulawesimakakker

GIVSKUD ZOO har tre sulawesimakakker - en han og to hunner. 

Givskud Zoo Naturfond har ydet økonomisk støtte til et projekt, der arbejder for at bevare sulawesimakakken, en truet abeart fra den indonesiske ø Sulawesi. Håbet er at sikre arten for eftertiden, så den ikke uddør. 


I løbet af de seneste 30 år er antallet af sulawesimakakker faldet med op mod 90 procent, og arten betegnes som kritisk truet på IUCNs rødliste over truede dyr.
For at sikre en bedre fremtid for en vild population af sulawesimakakker i Indonesien og for i det hele taget at sikre artens overlevelse er blev projektet Selamatkan Yaki søsat for 10 år siden.
Selamatkan Yaki betyder på indonesisk "Red sulawesimakakkerne", og det arbejde har netop fået økonomisk støtte fra Givskud Zoo Naturfond.

- Vi arbejder selv med sulawesimakakker og har tre her i GIVSKUD ZOO - en han og to hunner. Det er en af vores kerneopgaver at sikre arters overlevelse, og derfor vil vi gerne bakke op om et projekt som   Selamatkan Yaki, siger biolog i GIVSKUD ZOO, Kim Skalborg Simonsen.
  
Bliver set som delikatesse
Selamatkan Yaki arbejder både med naturbevarelse, research og uddannelse. En vigtig opgave på kort sigt er at øge lokalbefolkningens forståelse og sympati for makakkerne gennem formidling.
Sulawesimakakkerne stammer fra øen Sulawesi i det nordlige Indonesien, hvor der er en overvejende kristen befolkning. De har ingen religiøse restriktioner i forhold til hvilke dyr de må spise, så makakkerne bliver jagtet og indtaget som såkaldt bushmeat. Sulawesimakakkerne betragtes af lokalbefolkningen som en delikatesse, og derfor er jagten på dyrene også intens.    
Så på den korte bane skal lokalbefolkningen have bedre adgang til fødevarer, så bushmeat ikke ses som en nødvendighed.
På den lange bane skal der sættes ind med investeringer, der kan hjælpe lokalbefolkningen til mere bæredygtigt landbrug, så dyrenes levesteder ikke bliver ødelagt til fordel for landbrug, veje og byer.

- Vi ved, at Selamatkan Yaki har både nationale samarbejdspartnere som NGO'er og den lokale regering, og internationale partnere som for eksempel universiteter og flere zoologiske institutioner. Et af projektets vigtigste fokusområder er formidling til de lokale, og vi håber, at det kan skabe opmærksomhed, så arten kan ses som en værdifuld del af naturen på Sulawesi. Og som folk derfor har lyst til at beskytte, siger Kim Skalborg Simonsen.

Bred international støtte
Projektet Selamatkan Yaki støttes flere steder internationalt. Whitley Wildlife Conservation Trust i Storbritannien har startet projektet, og blandt samarbejdspartnerne finder man også Taronga Zoo i Australien.
Indtil videre har Givskud Zoo Naturfond støttet projektet med et engangsbeløb, men yderligere støtte kan godt komme på tale, fortæller Kim Skalborg Simonsen:

- Det er et interessant projekt, der har en vigtig mission, som vi bakker op om. Og det er professionelle folk, der arbejder meget aktivt for at hjælpe arten. Så det er ikke umuligt, at vi vil støtte yderligere i fremtiden. 

Hvis du vil hjælpe dyrene og bakke op om Givskud Zoo Naturfond, kan du støtte økonomisk og derved bidrage til de mange hjælpeprojekter. Du kan læse mere om fonden her:  https://www.givskudzoo.dk/Givskud-Zoo-Naturfond.3296.aspx.
Del denne nyhed:
De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Findsmiley Topattraktioner
Vores hjemmeside bruger cookies. Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.