I sommer døde GIVSKUD ZOOs nok mest populære dyr. Gorillaen Samson blev omkring de 45 år og døde af hjertestop.
Gorillaen blev efter sin død sendt til Naturhistorisk Museum i København, hvor han blev obduceret af hjerte- og dyrlæger. "Der var ingen tegn på blodpropper. Hans hjerte var simpelthen bare holdt op med at slå," fortæller dyrlæge i GIVSKUD ZOO, Ditte Sandgreen.
Hjertet indgår nu i et stort verdensomspændende forskningsprojekt, der omhandler hjertesygdomme hos de store menneskeaber. Resten af Samson blev efter obduktionen overdraget til museet. Her forventes skelettet af ham at blive udstillet om fem år, når det nye naturhistoriske museum står klar.