Dagens programI dag 10-16

Kalkun (bronzekalkun)

(Meleagris gallopavo)

Længde / vægt / vingefang
♂ 14 kg / ♀ 3-5 kg
Alder
13
Kontinent
Nordamerika
Art
Fugle
Status
Ikke truet
Føde
Frø, nødder, insekter

Kalkunerne i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA er tamkalkuner, men er af racen bronzekalkun, som næsten er identiske med vilde kalkuner.

 

Udseende
Kalkunen er det største medlem af hønsefuglene og er nærmest beslægtet med fasaner.
Hannen bliver over en meter lang og vejer op til 14 kg. Dens vinger er relativt små og dens vingefang er 1,2-1,4 m. Hovedet er skaldet, hvidt, blåt og rødt med hudfolder der hænger ud over og under det lille næb. På brystet har den et lille ”skæg” af fjer der stikker ud. Halefjerene kan løftes og vises frem som hos en påfugl.
Hunnen er noget mindre med sine 90 cm og 3-5 kg. Den er slankere og mindre farverig end hannen.

 

Vilde kalkuner
Vildkalkuner lever udelukkende i Nordamerika. De foretrækker skovområder og åbne marker hvor de finde mad. Deres naturlige føde består af plantemateriale såsom nødder, kirsebær og diverse frø som de oftest finder på jorden, men nogle gange søger de også efter føde blandt træernes grene. De spiser også gerne insekter og andre mindre dyr.
Kalkuner er dygtige flyvere. Deres syn er godt, men nattesynet er dog ikke imponerende. Så for at beskytte sig mod rovdyr flyver de ofte op i træerne og sover - helt op til 16 m over jorden.

Fordi de kan leve af mange forskellige fødeemner, har de et kæmpe udbredelsesområde. Og selv om de er eftertragtet som jagtbytte, er der masser af kalkuner og de er ikke truet. Faktisk ser antallet ud til at stige.

Oprindeligt levede der millioner af kalkuner i hele Nordamerika, men efter de europæiske kolonister kom til, gik antallet kraftigt ned. Omkring 1930 var der kun omkring 30.000 tilbage. Det blev flere steder forbudt at jage dem, og man flyttede kalkuner fra områder med mange dyr, til områder uden kalkuner. Over tid lykkedes det at få populationen til at vokse kraftigt og langsomt fik man igen lov til at jage dem. I dag er der ca. 7 mio. vilde kalkuner i USA

Ud over at blive skudt af jægere, bliver kalkunen spist af ulve, puma, los og muligvis sortbjørne. Vaskebjørne, rovfugle, ræve mm kan stjæle æg og fange unger. I det sydlige USA kan alligatorer også tage kalkuner der kommer for tæt på vandet. Kalkuner vil for det meste forsøge at flygte til fods – de kan løbe med op til 30 km/t - og hannerne kan endda finde på at angribe hvis de føler sig truede.

Kalkuner bliver op til 13 år i naturen.

Tamkalkuner   
Kalkunerne blev oprindeligt domesticerede i Mexico ca. 100 år f.Kr. og blev herfra spredt til USA. Den er sandsynligvis oprindeligt indfanget af mennesker, når kalkunerne har opsøgt majsmarker for at spise. De spanske erobrere bragte dem til England omkring år 1500. De nåede til Danmark omkring 1550.

Efter et par hundrede år har man krydset de britiske kalkuner med vildkalkuner og fået bronzekalkunen. De ligner de vilde kalkuner meget, men er større, roligere og robuste. Navnet refererer til de brune fjer med et kobberagtigt skær. Domesticerede kalkuner kan nå en vægt på 20 kg. De domesticerede kalkuner er betydeligt dårligere flyvere end vilde kalkuner, men ungfugle kan godt finde på at flyve kortere afstande.

I Danmark opdrættes omkring 1,6 mio. kalkuner om året til slagtning.

 

Adfærd
Om vinteren samles kalkunerne i større flokke. Hannerne går ofte for sig selv. Om foråret ankommer hannerne til flokkene, og begynder at pludre for at holde andre hanner væk og tiltrække hunner. Hans ”nyser” gentagne gange, hudfolderne bliver kraftigt røde og han laver konstant displays og løfter halefjerene – ligesom en påfugl.

Efter parring tager hunnerne sig af udrugning og pasning af unger alene. De laver en lille fordybning i jorden som rede. Heri lægger de 10-14 æg over ca. ligeså mange dage og ruger derefter i omkring en måned. Ungerne er klar til at følge deres mor indenfor en dag efter klækning. Hunnen udsender hele tiden lyde så ungerne ved hvor hun er. De er kraftigt præget på hende og følger hende tæt og lærer af hende hvad man kan spise.

Diverse info
- Det danske ord kalkun betyder oprindelig ”høne fra Calcutta” (Indien). På engelsk hedder den Turkey – efter landet Tyrkiet. Selvom navnene refererer til østen - som på det tidspunkt kalkunen blev introduceret til Europa blev associeret med alting nyt - er kalkuner oprindeligt fra Mexico.

- Kalkunen har en central del i nordamerikansk gastronomi, blandt andet som hovedret til Thanksgiving.
- Kødet er lyst og fedtfattigt, hvilket gør kalkunkød meget eftertragtet.
- En kalkun har mellem 5000-6000 fjer
- Kalkunafføring fra industrien bliver ofte brugt som gødning. Men nogle steder i USA bliver det brugt som brændsel i elkraftværker. I det vestlige Minnesota producerer 55M MW om året fra 500.000 ton kalkunaffald (afføring og strøelse) om året.

De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
Isis Godadgang Daza Eaza Waza Findsmiley Topattraktioner
Vores hjemmeside bruger cookies. Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.