På god fod med elefanterne

19. April 2017


GIVSKUD ZOOs elefanter bøvler indimellem lidt med fødder og negle. Det er ikke usædvanligt, at elefanter kan få problemer med bentøjet. Så for at sikre dyrenes velfærd sætter vi ind med regelmæssige tjek og behandling.         


Elefanten Sandrine har nærmest været et skoleeksempel på en sund elefant. Men da dyrepasserne for nyligt observerede uregelmæssigheder ved hendes fod, blev hun undersøgt af parkens dyrlæge. Og ganske rigtigt, så var den gal med Sandrines højre forfod. 


- Vi kan se, at Sandrine har slidt undersiden af to af sine tæer mere end de andre. Det kan være, fordi hun oplever kløe inden i tåen. Nu er hun lidt øm i området, fordi huden simpelthen er blevet så tynd at den har mistet den trykaflastende funktion – lidt ligesom hvis vi får en for effektiv fodbehandling og mister den hårde hud på hælen, fortæller GIVSKUD ZOOs dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen. 

Også GIVSKUD ZOOs andre elefanter, Medo og Jumba, døjer af og til med fodproblemer. Det kan skyldes rifter, småsten og andet, der sætter sig fast og presser på elefanternes fødder og negle. 

Dyrepassere laver daglige tjek
Det ømme område i Sandrines fod har ikke givet anledning til flere problemer. Huden er hærdet op, så Sandrine igen er godt tilpas.  Og både dyrepasserne og dyrlægen laver regelmæssige tjek, så der er styr på elefanternes fødder hele tiden.
Generelt gør de rifter og småskader, som alle tre elefanter får af og til, ikke ondt. Men det er dog stadig vigtigt at holde øje med eventuelle skrammer, så de ikke udvikler sig og risikerer at blive inficeret. Derfor sørger dyrepasserne Christina Kolbæk og Lisa Nielsen for dagligt at tjekke elefanternes fødder. Og desuden får elefanterne jævnligt fodbad, så fødderne bliver renset.  

- Lige for tiden har vi for eksempel særligt fokus på Jumba, fordi hun har nogle rifter ved neglene. Så får hun hver morgen fodbad med lunkent vand med klorhexidin, præcis ligesom hvis vi andre havde fået betændelse i en finger, forklarer dyrepasser Christina Kolbæk.

På god fod med dyrene
Når personalet i GIVSKUD ZOO skal tjekke elefanternes fødder, gælder det om at være på god fod med dyrene. I GIVSKUD ZOO træner dyrepasserne elefanterne til selv at fremvise deres fødder på kommando. Og så får dyrene godbidder undervejs, både så de forbinder træningen med noget godt, og så de er aktiveret, mens undersøgelse og pleje af fødderne står på. 

- Det letter arbejdet rigtigt meget. Fodbehandling er en daglig rutine, så det er nødvendigt, at dyrene er trænet til at acceptere, at vi rører ved dem. Når dyrene arbejder sammen med os frivilligt, mindsker vi dyrenes stress samt risikoen for, at de reagerer uhensigtsmæssigt, og at vi kommer til skade. Så det er en vigtig del af vores arbejde, siger Ditte-Mari Sandgreen.    


De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
ZIMSGod adgangDanish Association of Zoos and AquariasEuropean Association of Zoos and AquariasWorld Association of Zoos and AquariumsTopattraktioner
Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.