Hesteantilope fik beskåret klove

14. Marts 2017


Det kræver samarbejde og flere hænder, når en sort hesteantilopes klove skal beskæres. Men processen fra bedøvelsen virker, til dyret er tilbage på benene, forløber hurtigt og så stressfrit som muligt.


- Sådan. Så venter vi bare lidt.

GIVSKUD ZOOs dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen, sender en bedøvelsespil afsted, og øjeblikket efter sidder den lyserøde pil på siden af den sorte hesteantilope. Både den og de andre hesteantiloper i stalden bliver forskrækkede, men falder hurtigt til ro.
Fem minutter senere synker hesteantilopen med pilen sammen på det bløde halmunderlag. Bedøvet og klar til at få beskåret klove.
Først skal de andre dyr dog lige ud af stalden, så dyrlæge, biolog og dyrepasser kan komme til. Så dyrepasser Thomas Kolbæk lukker dyrene ud. Kun den alleryngste kalv på halvanden måned får lov at blive.

Hurtig proces
Det kræver samarbejde at beskære klove på en hesteantilope. Dyrepasser Thomas Kolbæk holder dyrets hoved. Biolog Kim Skalborg Simonsen sørger for at trække benene frem et for et og fiksere dem. Og dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen fører saksen og klipper klovene til, så de er sunde og fine. Selvom det kræver lidt håndkraft, går processen lynhurtigt.

- Jeg finder en ny hesteantilope til næste uge, siger dyrepasser Thomas Kolbæk og hentyder til, at alle dyr i GIVSKUD ZOO med jævne mellemrum bliver sundhedstjekket.

Bedøver dyret til alles bedste
Når en hesteantilope skal have beskåret klove, er det ikke bare at trække den af stald og så gå i gang, ligesom vi gør det med for eksempel æsler. For æslet er kontakten med mennesker naturlig, så selvom det indimellem kan være lidt skeptisk, er det ikke skræmt ved nærkontakten med mennesker.
Sådan er det ikke for hesteantilopen. Uden bedøvelse ville den angribe og forsvare sig med horn og spark, hvis vi forsøgte at holde den. Derudover håndterer vilde dyr ikke stress særlig godt, og de kan risikere at dø oven på en meget stressende oplevelse. Derfor er bedøvelse en ren og skær nødvendighed, både for dyrets og menneskers skyld.

Nødvendigt at beskære klove og hove
I GIVSKUD ZOO er det fast praksis med sundhedstjek af vores dyr – og det indebærer også tjek af fødder på vores klov- og hovdyr. Selvom vi i parken har store anlæg, hvor dyrene kan bevæge sig rundt, så slider de ikke så meget på klovene og hovene, som de ville gøre i naturen. Og derfor er vi indimellem nødt til at beskære for at holde dem sunde.

Tilbage på benene
Da alle fire klove på den sorte hesteantilope er beskåret, giver dyrlægen hesteantilopen en indsprøjtning for at vække dyret fra bedøvelsen igen. Dyrepasser Thomas Kolbæk holder antilopens hoved, til den er så meget ved bevidsthed, at den selv kan klare det. Og der går ikke mange minutter, før den er tilbage på benene.

- Det tog kun 12 minutter, fra den fik pilen med bedøvelse, til vi kunne vække den. Så det gik rigtig godt, siger dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen.

De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
ZIMSGod adgangDanish Association of Zoos and AquariasEuropean Association of Zoos and AquariasWorld Association of Zoos and AquariumsTopattraktioner
Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.