Etiske regler for zoologiske anlæg gældende for medlemmer af DAZA, foreningen af danske zoologiske haver og akvarier
1. Formål Formålet med disse regler er at etablere principper for drift af zoologiske anlæg med det sigte, at skabe optimale forhold for dyrene og at agere miljøbevidst. Dette skal ske som grundlag for offentlighedens forståelse for dyreverdenen og naturbevarelse, samt for de zoologiske anlægs opgaver i relation hertil.
Det zoologiske anlæg skal være godkendt i henhold til gældende lovgivning for indretning og drift og opfylde gældende standarder fra anerkendte internationale brancheorganisationer, såsom EAZA og EUAC. Det zoologiske anlæg skal drives på videnskabeligt grundlag og virke til fremme af formidlingen af kendskab til vilde dyr og deres bevarelse samt til støtte for undervisning, videnskabeligt arbejde og naturbevarelse.
2. Dyrebestand og pasning2.1. Dyrebestanden må ikke være i konflikt med eller bryde nationale såvel som internationale love og regulativer. Planlægningen af dyrebestanden bør følge nationale og internationale anbefalinger fra relevante ekspertgrupper og sammensætningen skal have en formidlingsmæssig, bevaringsmæssig eller forskningsmæssig begrundelse. Dyrebestanden skal forvaltes efter biologiske principper og bygge på videnskabeligt grundlag.
2.2. Anskaffelse af indfangede dyr fra naturen bør undgås. For så vidt situationen i naturen tillader det kan bæredygtig indsamling af vilde individer foretages
• hvis det sker som led i videnskabeligt arbejde
• hvis det sker som nødvendigt supplement til avlsprogrammer
• eller hvis dyrene sikres optimale fysiologiske og adfærdsmæssige forhold. Transport af vilde dyr skal ske på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.
2.3. Begrænsning af overskudsdyr, herunder anvendelsen af prævention eller aflivning af dyr, skal ske efter gældende lovgivning samt retningslinjer fra anerkendte internationale brancheorganisationer. Dyr må kun afhændes til godkendte zoologiske anlæg i ind- og udland eller til privatpersoner og andre institutioner, hvor det sker som led i nationale eller internationale avlsprogrammer.
2.4. De zoologiske anlæg skal i videst muligt omfang medvirke til bevarelse af dyrearter, der er truet på deres naturlige levesteder. Genudsætning af dyr i naturen må kun ske i samarbejde med de lokale naturforvaltningsmyndigheder og i overensstemmelse med IUCNs retningslinjer.
2.5. Dyrebestanden skal i det omfang der findes internationale avlsprogrammer og avlssamarbejder indgå i disse og derigennem medvirke til bevarelse af de forskellige dyrearter. Dyrebestanden skal registreres efter de retningslinjer der er angivet af Kulturministeriet (Lov nr. 255 af 12. april 2000). Ved sygdom og dødsfald i dyrebestanden skal årsagen i videst muligt omfang klarlægges og resultaterne registreres i det zoologiske anlægs journaler.
2.6. Med baggrund i øget viden om dyrenes biologi skal deres fysiologiske forhold og adfærdsmæssige muligheder løbende optimeres. Det zoologiske anlæg er forpligtet til kontinuert at sikre professionel forvaltning af dyrebestanden gennem løbende ajourføring af relevant viden og ekspertise med relation til drift af anlægget. Det zoologiske anlæg skal bidrage til en fri og åben udveksling af informationen i samarbejde med andre godkendte zoologiske anlæg uden reservation, give disse fri adgang til egne anlæg samt være villig til, på en ikke-kommerciel basis, at assistere med rådgivning og udveksling af dyr.
2.7. Personale med ansvar for dyrepasning, dyrebestand og veterinært tilsyn skal være fagligt uddannet eller på anden måde kunne dokumentere den nødvendige viden og færdighed. Dyrepasningen skal således varetages af uddannede dyrepassere eller folk med tilsvarende kvalifikationer. Til varetagelse af dyrebestanden og dyreholdets kvalitet for så vidt angår dyrenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov skal der være ansat en biolog (cand. scient.). Den veterinære forvaltning herunder det løbende tilsyn skal varetages af en ansat eller fast tilknyttet dyrlæge.
2.8. Det skal være forbudt for publikum at fodre og røre ved dyrene, undtagen hvor det sker under kontrollerede og dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold. Deltager publikum således i fodringen af dyrene skal det foregå i overensstemmelse med foderplanerne for de pågældende arter.
3. Undervisning og formidling
3.1. Dyrebestanden skal formidles for publikum på en sådan måde at interessen og forståelsen for naturen øges. Formidlingen skal tilgodese målgrupper med specielle pædagogiske og tekniske krav, såsom børn, unge, ældre og handicappede.
3.2. Gennem skiltning o.l. skal de udstillede dyr være korrekt identificeret og der skal i rimeligt omfang formidles om udvalgte sider af dyrenes biologi og udbredelse.
3.3. Til det zoologiske anlæg skal der være knyttet kvalificeret personale til varetagelse af formidling og undervisning jf. Kulturministeriets retningslinjer (lov nr. 255).
4. Videnskabeligt arbejde og naturbevarelse4.1. Det zoologiske anlæg skal have en nedskreven politik vedrørende deltagelse i videnskabeligt arbejde. Til varetagelse af de videnskabelige forpligtigelser jf. Kulturministeriets retningslinjer (lov nr. 255) skal der være ansat en biolog (cand. scient.).
4.2. Det zoologiske anlæg skal i videst muligt omfang stille sin dyrebestand til rådighed for eksterne videnskabelige aktiviteter.
4.3. Deltagelse i in situ naturbevarelsesarbejde skal være baseret på internationale retningslinjer udstukket af IUCN/SSC.
5. Miljø
5.1. Det zoologiske anlæg skal have en nedskrevet miljøpolitik med retningslinjer for blandt andet energiforbrug, brug af materialer og bortskafning af affald.
5.2. Salg af souvenir og lignende skal ske under særlig hensyntagen til de forhold hvorunder genstandene er produceret/indsamlet og hvilke materialer de eventuelt er fremstillet af og indpakket i.
6. Revision
Ændringsforslag og andre revisioner af de etiske regler skal vedtages af generalforsamlingen, jf. §4 i foreningens vedtægter.
7. Forpligtende underskrift
Med sin underskrift i forbindelse med optagelse i foreningen forpligter det enkelte zoologiske anlæg sig til at overholde ovenstående etiske regler, hvoraf der i forbindelse med optagelsen udleveres en kopi.
DAZA, 2002.03.12