De fleste forbinder dyrepassernes arbejde med fodring af dyrene. Det er selvfølgelig også en stor del af det, men de færreste tænker på, at der også kommer en masse ud i den anden ende. Men selv dyrenes afføring og affald bliver brugt.
Jo mere ind, jo mere ud
De største dyr, vi har i Givskud Zoo, er elefanterne. Så store dyr skal selvfølgelig have meget at spise. Hver elefant spiser ca. 100 kg foder pr. dag. Elefanter spiser grov planteføde, som er svær for maven at nedbryde. Elefanter er ikke drøvtyggere som mange andre savannedyr - f.eks. giraffer. Drøvtyggere har fire maver og tygger maden flere gange og får derved plantefibrene nedbrudt til mindre stykker, der er nemmere at fordøje. Men da elefanten kun har én mave og kun tygger maden én gang, kommer en meget stor del, ca. 80%, af føden ud igen i den anden ende. Så ikke nok med at dyrepasseren skal slæbe 100 kg foder ind pr. dyr, han skal også slæbe ca. 80 kg møg ud igen. Og da vi har mange store dyr, har vi rigtig meget møg.
Møddingen
Alt dette møg ender på vores mødding. Her bliver der stablet møg op i et år. Derefter vendes møddingen. Når det så har ligget i yderligere 1 år, bliver bunken fordelt på vores engarealer. Her virker det som gødning, der får græsset til at vokse ekstra godt. Græsset bruger vi som foder til dyrene. Og sådan kan det blive ved.
Rensning med piletræer
Et andet sted i parken findes vores 3,5 Ha store pilerensningsanlæg. Her ryger alt vores beskidte vand ud. Så når elefanternes sø tømmes, eller næsehornenes stald spules, så løber vandet ikke i kloakken, men ud til en pileskov. Her bruger pilen energien fra vandet til at vokse af. Vandet ender med at blive helt rent, inden det løber ud i en bæk, og piletræerne bliver rigtig store og ender som foder til rigtig mange af vores dyr.