Hvis en løve kunne fortælle om sit liv, kunne det lyde således:
Jeg hedder Felix, og er en hanløve på et år. Jeg har en søster. Egentlig var vi fem, der blev født samtidig, men de tre andre er døde nu. Min mor har fortalt, at den ene var meget mindre end os andre. Hun havde ikke kræfter til at suge så meget mælk. Måske var vi andre så grådige, at vi skubbede hende væk, når vi ville have mælk. Min bror blev taget af en hyæne, da vi lå og gemte os i krattet. Vores mor var lige ude at få noget at spise. Det var hun nødt til, ellers kunne hendes krop jo ikke lave mælk til os. Hvor var vi bange. Heldigvis kom vores mor tilbage til os, før hyænen kom igen. Hvor er det dog et sørgeligt brev, jeg skriver. Men sådan er det herude i naturen.
Det værste, jeg ved, er, når det ikke vil regne. Så gror græsset ikke, og de dyr, der spiser græs, går væk. Det er jo de dyr, vi skal leve af. Sidste år var der tørke i lang tid, og da gik zebraerne til vandhullet. Vi gik også dertil for at få vand og mad. Men vandhullet forsvandt i varmen, og så vandrede dyrene væk. Vores flok bliver nødt til at blive i vores territorium, og så kan vi jo ikke følge efter dyrene. Så de voksne ledte efter fugle og andre små dyr, men der blev næsten aldrig noget tilovers til os unger. Vi var så sultne og trætte, at vi ikke orkede at lege. Min bror blev helt stille, og en dag opdagede vi, at han ikke trak vejret. Så nu er vi kun to tilbage. Kort tid efter kom den dejlige regn. Græsset blev pludselig hurtigt grønt, og der var igen mange dyr i vores område. Det havde været en skrækkelig tid – som en rigtig væmmelig drøm. Nu har vi det godt igen, og vi leger næsten hele dagen.
I vores flok er der mange unger på min alder, og der er altid en, der vil tumle rundt i græsset med mig. De voksne sover og daser næsten hele dagen. Engang imellem vælter jeg mig rundt mellem de voksne. Min far bliver ikke vred på mig, når jeg tjatter til hans hoved med min pote. Men min søster er mægtig fræk. Hun hopper op på fars ryg og bider sig fast i manken. En gang blev han dog vred, hun satte nemlig kløerne i lige bag manken. Far knurrede og langede ud efter hende, så hun røg tre meter væk. Vi må nemlig ikke bruge vores kløer, når vi leger. De er nemlig skarpe og farlige.
Det er lidt kedeligt, når de voksne bare ligger der og daser. Men når de bliver sultne, så bliver de kvikke. Så er det jagttid. Min mor er temmelig skrap til at snige sig lydløst af sted sammen med de andre hunløver. I begyndelsen sniger vi os med dem, men når de får øje på en flok zebraer eller andre dyr, skal vi unger gemme os i krattet. Her lægger min far sig også. Der er to andre hanløver i vores flok, og de kan af og til hjælpe hunløverne med at jage. Men lige så tit ligger de hos os og venter på maden. Min far siger, at zebraerne nemt kan få øje på hans store manke, og så løber de jo bare væk. Og zebraer kan løbe meget stærkt – næsten 70 km i timen. Men mor kan også løbe stærkt, men ikke så længe ad gangen som zebraer. Derfor må vi løver snige os ind på dyret gennem det høje græs, og så pludselig springe på det og dræbe det hurtigt. Ellers kan vi jo ikke få noget at spise.
Vores tænder er meget skarpe, så vi nemt kan flå kødet i stykker. Disse kødstykker sluger vi. Vi har ikke flade kindtænder som jer, så vi kan ikke tygge maden. Når maden er fanget, spiser de voksne hanner først, derefter hunnerne og så til sidst os unger. Det er vigtigt at vores hanløver spiser sig store og stærke. De holder nemlig andre løver væk fra vores område, så vi kan have vores mad i fred.
Min far fortalte mig, at jeg bliver nødt til at løbe væk fra denne flok, når jeg bliver tre år. Så er jeg nemlig voksen. Måske vil jeg leve sammen med mine to halvbrødre. Det er jo ikke så rart at gå helt alene omkring. Måske bliver vi en dag så stærke, at vi kan jage hanløverne væk fra en anden flok. Så kan vi få en flok hunløver for os selv. Men min søster kan blive i flokken hele sit liv.
Nå, det vil jeg ikke tænke på lige nu. Jeg har så travlt med at lege snigelege i det høje græs. De voksne ligger stadig og daser – at de gider!
