Elefanter

4 store kindtænder
Elefanterne lever af græs, blade, grene og frugter, som de tager med snablen og derefter stopper i munden. De spiser ca. 200 kg føde om dagen, og må derfor bruge mange timer hver dag på at spise - helt op til 16 timer dagligt. Elefanterne tygger ikke drøv, som fx kamelerne, og kan derfor kun udnytte 25-50 % af næringsværdien i foderet. I fangenskab får elefanten kun ca. 100 kg føde om dagen, da den bl.a. får kraftfoder. Elefanten har 4 store kindtænder med emaljeplader. En i hver side i hhv. over- og undermunden.
Tænderne er gode til at “kværne” føden med. Græs og grene slider dog meget på elefanternes tænder, og derfor slides tænderne op i løbet af 8-12 år. Heldigvis vokser der en ny tand frem og presser den slidte tand ud. Elefanten har 6 tandsæt i alt. Når det sidste tandsæt er slidt ned, vil elefanten dø af sult.

Stødtænder - elfenben
Stødtænderne er egentlig elefantens fortænder. Hunnerne hos de asiatiske elefanter har ingen eller kun meget små stødtænder i modsætning til hunelefanterne hos den afrikanske elefant. Hannerne har normalt store stødtænder. Dette gælder dog ikke for elefanterne på Sri Lanka, hvor næsten 90 % af hannerne mangler stødtænder. Disse hanner kaldes “maknas”. Har hannen en lille stødtand, kaldes den en “tush”.
De asiatiske hanelefanter bruger bl.a. stødtænderne til at vælte træer med for at få fat i bladene i toppen. Nogle steder i SØ-Asien, som fx i Thailand og Burma er elefanten en værdifuld skovarbejder, da den kan færdes, hvor ingen motorkøretøjer kan komme frem. Disse tæmmede og dresserede elefanter bruger snablen og stødtænderne til at bære træstammer med under skovarbejdet.
Hanelefanter med særligt store stødtænder er eftertragtede til ceremonielle og religiøse optog. I dag bruges elefanten også til naturturisme, hvor turister kan få lov til at ride ud i junglen og se på andre dyr, mens de sidder i en kurv på elefantens ryg.
Stødtænderne fra elefanten kaldes for elfenben, og mange især afrikanske elefanter har måttet lade livet for, at vi mennesker har kunnet få fx smykker, billardkugler og klavertangenter af elfenben. De afrikanske elefanter har væsentlig større stødtænder end de asiatiske.

Snablen er unik
Snablen er elefantens universale redskab. Snablen består af over 100.000 muskelenheder og bruges til mange ting. Elefanten kan suge op til 9 liter vand op i snablen og sprøjte det ind i munden for at drikke eller sprøjte det over sig selv eller andre, når de tager deres daglige bad. Dog kan elefanten ikke bruge sin snabel som sugerør, vandet skal igennem munden for at blive drukket. Al den føde elefanten skal have, tages med snablen. Elefanterne bruger også snablen til at kærtegne hinanden med, til at kommunikere med hinanden, støtte hinanden, hvis en er såret eller til at hjælpe ungen på benene. Elefanten kan også bruge snablen som snorkel, hvis den skal svømme eller bade et sted med dybt vand. En elefantsnabel kan være så stærk, at elefanten kan hive hele træer op med rode, men samtidig er den så nænsom, at den kan samle et græsstrå eller en vindrue op uden at mase dem overhovedet. Med den lille “finger”, som findes på spidsen af snablen, kan elefanten pille meget små ting op fra jorden. Elefanten bruger også snablen til at lugte sig frem til mad, og den kan endda lugte sig frem til skjult vand i jorden, hvorefter den begynder at grave sig frem til vandet med snablen, fødderne og evt. stødtænderne.

Mudderbad
Elefantens ryg er ofte dækket af mudderkager, som daglig vaskes af og fornys igen. Elefanten sprøjter jord og mudder over sig selv for at holde huden i orden og for at beskytte den mod insektbid og solens stråler. Desuden sprøjter elefanten vand over sig selv for at blive afkølet. Elefanter kan nemlig ikke svede, så for at køle sig af, må de enten tage vandbad eller vifte med deres store ører. Det er også derfor elefantens hud er så rynket, det er fordi hudfolderne holder på vandet, sådan at det fordamper langsomt, når den er våd, lidt ligesom når man sveder.

Flokliv
Den asiatiske elefant lever i flokke bestående af hunner og deres unger. Hannerne lever alene eller i ungkarlegrupper. Hannerne forlader moderflokken, når de er 10-14 år. Derefter vandrer de rundt i smågrupper eller alene og opsøger hunnerne, når de er brunst. Når hunnen er i brunst, bevæger hun sig anderledes end normalt. Hun udsender både lugt og lyde, så hannerne ikke kan være i tvivl. Hvis hunnen er interesseret, lader hun hannen snuse til sig, og de fletter snabler før selve parringen. Efter parringen bliver hannen ved hunnen for at beskytte hende mod andre hanner. De kan blive sammen i op til et par dage, hvorefter de skilles. Hannen begynder at lede efter en ny hun, mens hunnen genoptager floklivet.

Formering
Hunnen går drægtig i 20-22 måneder. Ungen vejer ca. 100 kg ved fødslen. Hunnen føder enten i flokken eller i udkanten af den, omgivet af sine ældre unger eller søskende, som holder vagt under fødslen. Moderen og de andre hjælper ungen med at komme på benene hurtigst muligt, og efter 1-2 timer kan ungen, noget usikkert, følge moderen og resten af flokken. Hele flokken er med til at forsvare ungen mod rovdyr og andre farer. Når ungen skal die, bruger den ikke snablen, men dier med munden, som andre unger. Først når ungen er ca. 5-6 mdr. gammel, begynder den at smage på anden føde, og først når den er ca. 2 år, er den i stand til at leve alene af fast føde. Ungerne begynder at blive vænnet fra i 2-3 års alderen, og den bliver først vænnet helt fra, når den næste unge kommer til verden. Ungerne fødes med et interval på ca. 5 år.

“Musth”
Hanelefanten har det meste af tiden testiklerne og penis gemt oppe i bughulen. Og det kan derfor være svært at se forskel på en hun og en han. Når hannen vil parre sig med en hun, er hans kønsorganer dog meget synlige. Hanelefanten bliver kønsmoden, når den er 8-14 år, men først når den kommer i “musth”, begynder den for alvor at opsøge brunstige hunner og parre sig med dem. Når hanelefanten kommer i “musth” sker der en række ændringer med den. Den bliver meget aggressiv overfor andre hanelefanter, opsøger brunstige hunner og spiser kun lidt. Hanner i “musth” kan kendes på, at de fra en tindingekirtel udskiller en tyktflydende mørk væske, som bl.a. indeholder hormoner. Tindingekirtlen svulmer også op og bliver tydeligere at se. Hannen kommer med særlige “musth”-lyde, vifter meget med ørene og er aggressiv overfor alt og alle i dens omgivelser pånær parringsvillige hunner. Gamle hanelefanter kan være vanskelige at holde i fangenskab pga. denne aggressivitet.