Hvad er en zoologisk have, og hvad er dens rolle i dag?
Natur på retur
Vi har netop forladt det mest natur-destruktive århundrede i den tid mennesket har eksisteret. Jordens hastigt voksende befolkning af mennesker er årsagen til, at dyrenes naturlige levesteder forsvinder. Millioner af kvadratkilometer regnskov, vådområder, koralrev og græsstepper omdannes til landbrugsjord for at mætte
stadig flere munde. En stadig mere intensiv udnyttelse af naturens ressourcer, forurening og et stigende energiforbrug har forrykket den naturlige balance. Alene i dette århundrede er i tusindevis af plante- og dyrearter forsvundet fra Jorden, mange af dem endnu før de blev opdaget og navngivet.
Den moderne zoo
I mere end 30 år har Givskud Zoo formidlet viden og gode dyreoplevelser til sine gæster. Givskud Zoo startede i 1969, og siden da er dyrebestanden vokset, og i dag huses der ca. 80 forskellige dyrearter i parken. I 1989 blev parken statsanerkendt, og Givskud Zoo er nu en moderne zoo med de forpligtelser, der følger med. Formidling og undervisning, bevarelse af truede dyrearter samt forskning, er de grundliggende formål for Givskud Zoo i dag.
Den nære oplevelse
Mange af dyrene kendes fra TVs naturudsendelser, men i zoo står man ansigt til ansigt med dyrene. Man oplever blandt andet deres rette størrelse, deres lyde og deres lugte, ting som TVs flade skærm ikke kan formidle. Hvis ikke vi havde de zoologiske haver, ville mange mennesker aldrig se levende løver og gorillaer eller andre vilde dyr. Gode oplevelser med vilde dyr, samt en forståelse for deres rolle i naturen, er en forudsætning for en forståelse af vores fælles fremtid.