Hvis en elefant kunne fortælle om sit liv, kunne det lyde således:
Jeg er en elefant – en indisk elefant. Jeg er 2 år gammel. Når jeg går ved siden af min mor, er jeg ikke bange for noget. Vi lever sammen med min mormor, mine mostre, kusiner, fætre og søskende.
Jeg har en storebror. Han er 10 år og snart voksen. Om kort tid vil han sammen med andre voksne hanner gå væk fra flokken. Min mor har fortalt mig, at jeg også har to andre voksne brødre, men de går i en flok med andre hanelefanter. Jeg er en hunelefant, så jeg bliver i denne flok. Det er min mormor, der bestemmer over vores flok, - hvor vi skal gå, og hvornår vi holder hvil.
Om 2-3 år vil min mor gerne give mig en lillebror eller lillesøster. Så finder hun en hanelefant, og de går og ”kærester” lidt for dem selv. Mens min mor er væk fra flokken, vil min moster passe på mig. Eller, det behøver hun jo nok ikke så meget, for da er jeg 5 år og en stor elefant. Men medlemmerne i min flok hjælper altid hinanden, min moster hjalp fx også min mor, dengang hun skulle føde mig. Når min mor kan mærke, hun er gravid, kommer hun tilbage til vores flok.
Min mor er ikke bange for de vilde dyr, vi møder i skoven. Elefanter er stærke. Der er kun 3 ting min mor er bange for, og det er tørke, skovbrande og mennesker. Vi bor i et godt land, for her er sjældent skovbrande og tørke. I Afrika – hvor der også er elefanter – er der ofte tørke og en gang imellem ildebrande. I Afrika skyder nogle mennesker elefanter for at få fat i de flotte stødtænder. Det skete mest i gamle dage. Stødtænderne blev brugt til smykker, billardkugler og andre ting. Vores stødtænder er ikke så store – hunelefanterne har kun meget små stødtænder – så vi er ikke blevet jaget af den grund. Men mennesker kunne finde på at fange os. De ville have elefanter til at arbejde i de store skove. De store træstammer slæbte elefanterne ud ad skovene. Nu har de store maskiner, der kan lavet arbejdet. Der bruges dog stadig elefanter til at arbejde der, hvor maskinerne ikke kan køre. Jeg synes ikke, det lyder rart at bliv fanget. Min mor siger dog, at de tamme arbejdselefanter får nok med mad, og menneskene vasker dem på ryggen. Jeg vil nu hellere kunne gå, hvor jeg vil sammen med min flok.
En gang i løbet af dagen går vi ned til vandhullet. Så drikker vi en masse vand. Nu kan jeg ligesom de andre suge vand op i min snabel og sprøjte det ind i munden. Da jeg var lille, drak jeg mælk fra min mor med min mund. Skulle jeg have lidt vand sprøjtede min mor det ind i min mund. Nu kan jeg gøre det selv. Når jeg ikke er tørstig længere, sprøjter jeg vand hen over min ryg og vælter mig i det dejlige, bløde mudder. Så går det gamle mudder af, og der kommer nye mudderkager på min hud. Hvis jeg ikke får mit daglige bad, klør min ryg så forfærdeligt. Mange insekter vil stikke mig, hvis jeg ikke har mudderet på huden.
Endnu er jeg ikke så stærk. En gang imellem vælter min mor et træ, så vi kan spise de lækre blade i toppen. Det ser nemt ud, men man skal have mange kræfter for at gøre det. Jeg er blevet dygtig til at bruge min snabel. Med den kan jeg rive store totter græs op og proppe dem i munden. I starten kunne jeg ikke rigtig ramme lige ind i min mund, men nu går det altid fint. Jeg er også blevet dygtig til at plukke frugter af med snablen. De smager ekstra godt, men græs og blade mætter meget mere. Min snabel bruger jeg også til at ae min mor og legekammerater. Det er dejligt at kunne vise, at man kan li´ de andre. Min mors snabel er det blødeste og dejligste, jeg kender.
Mine ben er stive, men knæerne kan jeg bøje. Under fodknoglerne har jeg en blød "pude", så jeg går blødt og stille. Når jeg går, flytter jeg kun et ben ad gangen. Jeg kan ikke springe omkring som andre dyr, men det behøver jeg jo heller ikke. Min mad ”står” stille, og ingen vilde dyr løber efter mig for at spise mig.
Solen står nu lige over vores hoveder, - det er varmt, og vi holder hvil under nogle træer. Det er så varmt, at vi må vifte med ørerne. Om lidt sover vi, mens vi står op. I eftermiddag går vi rundt igen for at spise. Jeg er næsten altid sulten, men heldigvis er her mad nok. Min mor har fortalt mig, at de fleste elefanter i Afrika lever på store sletter med græs og få træer (savannen kalder de det). Her kan det blive så tørt, at elefanterne sulter og tørster. Godt, jeg bor her med masser af mad.
