LØVEPARKEN

DONATION AF HESTE

Rigtig fodring af dyrene i GIVSKUD ZOO er naturligvis en af de største forudsætninger for at de trives, og det er derfor noget, vi har meget fokus på. Løver og ulve er rovdyr, og vi har heldigvis mulighed for at fodre dem med det mest naturlige foder, man kan give dem - nemlig aflivede, hele dyr.


FOR DONATION AF HESTE TIL GIVSKUD ZOO, KONTAKT VORES DYRLÆGE

Hvor kommer foderdyrene fra?

foder løver eleverDe dyr, vi bruger som foder, er altid dyr, som alligevel ville være blevet aflivet. Jersey-tyrekalve, som vi især giver til ulvene, købes fra udvalgte kvægbesætninger i vores nærområde. Tyrekalve er ikke en god forretning for landmændene, da det koster mere at fodre kalvene op, end de er værd ved slagtning.

 

Levende heste

En gang om ugen modtager vi også heste fra private. Vi stiller dog fire krav: For det første skal hestene være transport-egnede i henhold til lovgivningen, (de må for eksempel ikke være halte eller have kolik), og dernæst må de ikke være under medicinsk behandling. Hestene må heller ikke have sko på. Endelig skal hestene leveres levende, idet vi selv ønsker at foretage aflivningen. Det skyldes, at vi så med sikkerhed ved, hvordan hesten er blevet aflivet, ligesom den er lettere at håndtere efterfølgende. Dyret aflives ved skydning med boltpistol, hvorefter halsen skæres over, så al blodet kan løbe af. Dette kaldes afblødning. Hestene bruges mest til foder til løverne. Hvis det passer i foderplanen, kan vi vælge at lægge hesten ind på foderpladsen i løveanlægget straks efter aflivningen, – også løver sætter pris på varm mad! Ellers kommer hesten på køl eller frost.


Svær beslutning
Vi er i øjeblikket i den gunstige situation, at rigtig mange hesteejere gerne vil betænke GIVSKUD ZOO, når de har taget den tunge beslutning at skille sig af med deres hest. Det er vi naturligvis meget taknemmelige for, og vi gør vores bedste for at gøre overdragelsen så hensynsfuld som mulig. Hesten bliver kørt ind i parken inden åbningstid, så vi har fred og ro, og mange ejere vælger at blive, til aflivningen har fundet sted.


Venteliste
Da vi får rigtig mange henvendelser om heste, har vi været nødt til at oprette en venteliste. Derfor har vi ikke mulighed for at modtage heste i akutte situationer – benbrud og lignende. Vi har desværre heller ikke mulighed for at videreformidle heste til andre zoologiske haver.


Ingen kosttilskud

Som et kuriosum kan nævnes, at vi tit bliver kontaktet af andre zoologiske haver, der gerne vil vide, hvilke vitamin- og mineralblandinger vi bruger i vores foderplan til løverne. Fordi de får det bedste foder, vi kan give dem, er svaret ganske enkelt: Ingenting!
 

 

Den selvejende institution GIVSKUD ZOO • Løveparkvej 3 Givskud • 7323 Give • Tel. 75 73 02 22 • info@givskudzoo.dk