Levesteder

Berberaben er en makakabe. De fleste makakaber lever i Asien og berberaben er den eneste, der hører hjemme i Afrika. Berberaberne lever højt oppe i Atlasbjergene i det Nordvestlige Afrika, og en lille gruppe findes i Europa på Gibraltarklippen. Det er ikke helt klart, om berberaber tidligere har levet naturligt flere steder i Europa, eller om mennesker har bragt dem med fra Afrika.

Udseende

Berberaberne er 50-60 cm høje, er haleløse og har en meget tyk pels. De har blå øjenlåg. Deres næsebor er placeret ”oppe” i ansigtet. Storetåen har en flad negl og tommelen er kort.

Føde

Berberaberne lever af frugter, nødder og smådyr.

Social adfærd

Berberaber lever i store flokke. Hver flok har en dominerende lederhan. Hunnerne bliver i den flok, hvor de er født og har en indbyrdes rangorden. De næsten voksne hanner forlader flokken for måske senere, at tilslutte sig en anden flok. Når det er koldt, sætter de yngre aber sig i en V-form ud fra hunnen, mens de helt små unger er ”inde” i V-et.

Seksuel adfærd

Alle i flokken tager sig af ungerne. Den nyfødte unge har en helt sort pels. (De øvrige har gråbrun til grågul pels). Når ungen er 3-4 uger gammel stolprer den lidt væk fra moderen. Ofte kommer en af de andre aber og tager ungen op. Mens den store klaprer med tænderne og laver smaskelyde med læberne, undersøges ungen. Andre store aber tiltrækkes, og endnu flere hænder rører ungen. De lugter til ungen og ordner dens pels. Et par minutter efter er den larmende sammenkomst slut, og de ordner pelsen på hinanden eller leder efter foder. Man har også iagttaget, at aggressiv adfærd kan mildnes ved, at den ene abe holder en unge frem mod den aggressive abe. Den sociale harmoni er bedst i flokke, hvor der er unger til stede. I tilfælde af fare vil flokken forsvare ungerne.

Bonus Info

Der fandtes berberaber på Gibraltarklippen, da englænderne erobrede fæstningen på øen ved indsejlingen til Middelhavet i 1704. Den britiske guvernør udsendte straks en forordning om, at aberne var total fredede. Få år efter udbrød der en epidemi blandt aberne, og kun 3 overlevede. Guvernøren fik soldater til at tage til Afrika for at få nye berberaber til Gibraltar. Aberne mærkede snart, at de ikke blev jagtet. Deres naturlige frygt for mennesker forsvandt, og de forlod klipperne i grupper for at besøge byen. De plyndrede huse og forretninger, ødelagde haver og skulle også have vredet halsen om på høns. En sergent blev vred på berberaberne, efter de havde raseret hans have. Han skød derfor 2 af aberne. Sergenten blev stillet for retten og dømt til selv at hente 2 berberaber fra Afrika. Aberne blev frækkere og frækkere. Under en højtidelighed, hvor guvernøren stod overfor et stort forsamlet publikum i fuld festuniform, stjal en af aberne guvernørens flotte, fjerdekorerede, sorte hjelm. Nu var tålmodigheden brugt op. Aberne blev forvist fra byen og måtte kun opholde sig på klipperne. Men beskyttelsen af aberne fortsatte. Bestanden blev holdt nede. Man fortæller, at de frækkeste af aberne blev indfanget og sendt til zoologiske haver.

I England siger man, at når den sidste berberabe forsvinder fra Gibraltarklippen, mister englænderne deres verdensherredømme eller i det mindste herredømmet over Gibraltar. Ikke alle englændere tror på dette. Lige efter 1. Verdenskrig blev der stillet forslag i det engelske underhus om, at få aberne væk fra Gibraltar, fordi de stadig ødelagde en masse. Forslaget blev nedstemt. Under 2. Verdenskrig i 1942 telegraferede premierminister Winston Churchill til den britiske øverstkommanderende i Nordafrika: ”Fang nogle aber til Gibraltar med det samme”. Bestanden på Gibraltar var på det tidspunkt kun på få individer. Beskyttelsen og daglig fodring tager det engelske krigsministerium sig stadig af. Aberne på Gibraltar lever i 2 flokke. Den ene holder til ret højt oppe på klippen, mens den anden er nederst på klippen i et område, der strækker sig langs ”Queens Road” til havnen. Denne sidste flok kan turister opleve. I sommermånederne kommer der op til 1000 turister om dagen. Turisterne fodrer aberne ikke bare med almindeligt foder, men også med slik. På grund af den tætte kontakt med publikum er aberne dygtige tyveknægte, hvis bytte bl.a. er tegnebøger og håndtasker. På grund af de mange søde sager har aberne huller i tænderne, og mange er stærkt overvægtige. En følge af publikums ivrige fodring af aberne har været en faldende frugtbarhed hos hunnerne og en faldende levealder hos aberne generelt. Den nære kontakt med mennesker kan overføre sygdomme. I 1987 døde alle ungerne af en lungebetændelsesepidemi.

I Givskud Zoo lever berberaberne ude hele året. De har haft både en stald og læskure, men selv ikke i snestorm går de derind. En sjælden gang sker det, at der bliver så meget uro i flokken, at en af aberne tilsyneladende hellere vil forcere elhegnet end at have bank af en af de andre aber. De er dog så afhængige af flokken, at de gerne vil ind i anlægget igen. Nogle gange kravler de simpelthen tilbage over elhegnet. Men andre gange sætter de sig udenfor lågen og venter på, at en gæst eller en ansat kommer og går ind i anlægget, så de kan smutte med – velopdragne aber, må man sige.