Levesteder

For 40-45 millioner år siden opstod og udviklede kamelfamiliens forfædre sig i Nordamerika. For kun 2 – 3 millioner år siden vandrede nogle til Sydamerika, mens andre valgte vejen over det dengang tørlagte Beringstræde til Asien. I Sydamerika udviklede disse dyr sig til guanacoer og vicunjaer. Ud fra disse arter fremavlede mennesker lamaer og alpakaer. De andre dyr, der valgte den vestlige rute, udviklede sig til henholdsvis enpuklede og topuklede kameler. Dromedarer findes i dag kun som husdyr. Man kan dog støde på forvildede dromedarer frit i naturen f.eks. i Australien. Den baktriske kamel holdes også som husdyr i området fra det nordlige Kina og helt til Tyrkiet. Der findes dog vilde kameler i Gobiørkenen, i Mongoliet og i Tarim Basin-reservatet i Kina. Det samlede antal vilde kameler er på 1000 til 2000 dyr. I dag findes der ikke efterkommere af de oprindelige dyr i Nordamerika. Kun forsteninger vidner om kamelfamiliens oprindelse.

Udseende

Kamelen er tilpasset til, at klare temperatursvingninger fra -30 grader om vinteren, til +40 grader om sommeren. Som værn mod kulden har kamelen en tyk vinterpels, som den taber om foråret. Kamelen er tilpasset høje temperaturer, føde- og vandmangel. Ved mangel på vand kan kamelen tilbageholde vand i kroppen, så dens urin bliver meget koncentreret. Kamelen kan også regulere kropstemperaturen på normalt 36 – 38 grader op til 41 grader uden at miste væske i form af sved. En kropstemperatur på 41 grader får ikke kamelen til at føle sig sløj. Kropsfunktionerne fungerer normalt også ved høje temperaturer. Det betyder, at enzymsystemet er særligt tilpasset de høje temperaturer. For at mindske væsketab gennem næseborene lukkes de helt til mellem vejrtrækningerne. Blodet har ovale røde blodlegemer, og det er meget enestående. Når dyret mister vand ved høje temperaturer, bliver blodet mere tyktflydende og cirkulerer derfor langsommere rundt i kroppen. Dette kan ende med hedeslag og i ekstreme tilfælde dødsfald. De ovale blodlegemer kan måske få det tyktflydende blod til at flyde livligere rundt end blod, der indeholder runde røde blodlegemer. Man ved det ikke.

Derudover har kamelen meget lange øjenvipper, så den undgår at få sand i øjnene. Den har små ører, så sandet heller ikke kan trænge ind her, den har ”forstærkninger” på knæerne, så den ikke ”brænder” sig, når den ligger i det varme sand, og den har store trædepuder, så den ikke synker ned i sandet eller sneen, og hornplader under fødderne, så den ikke brænder sig.

Kamelen har ikke vand i puklerne. Indholdet er fedt, som den kan ernære sig med i trange tider – en slags madpakke. Fedtet forbrændes til energi og vand. I og med at alt fedtet er placeret på ryggen, kan kamelen nemmere komme af med varmen. Hvis fedtet var fordelt over hele kroppen, ville kamelen være i fare for at dø af hedeslag. Føllene bliver født uden pukler. Der hænger 2 tomme ”poser” ned fra ryggen. Ungen dier ved moderen, og fedt fra mælken udfylder ”poserne”, som hurtigt udvikler sig til 2 pukler.

Føde

Kamelen spiser alle former for planter. Er der ikke andet tilgængeligt, gnasker den tørre, piggede og salte planter i sig. Huden i munden er ret hård og sej, så det kommer alt sammen ned. Er der ikke tilgængelige planter, har man set kameler gumle på kødben, dyreskind og forskelligt kød.

En ikke arbejdende kamel kan undvære vand i op til 10 måneder. Vandrer kamelen, er det på tide at få en slurk vand efter 6 – 8 dage. Er tørsten virkelig stor, har man målt, at kamelen kan drikke 114 liter vand i løbet af 10 minutter. Kamelen kan miste op til 25% af kropsvæsken, uden at den føler sig væsentligt svækket. Et menneske er døden nær, hvis det mister blot 10%.

Social adfærd

Den vilde kamel lever normalt i grupper med en dominerende hingst og et antal hopper. Men om sommeren kan man godt opleve kameler, som vandrer alene. De unge hanner bliver fordrevet fra flokken, og de kan slutte sig sammen i ungkarlegrupper.

Seksuel adfærd

I brunsttiden vogter hingsten meget over hopperne og holder dem samlet. Han producerer en del spyt, som ”skummer” ud ad munden på ham. Han tørrer ind imellem skummet af på ryggen og den forreste pukkel. Kamelhingsten gnider også nakken mod puklen. I nakken har han en kirtel, hvorfra der udskilles et duftstof. Når en han bliver udfordret af en anden han, udfører de en ritualiseret adfærd. Hannen skærer tænder, nakken gnides mod puklen, halen slår højlydt mod bagbenene, og urin løber ned ad benene og halen. De to hanner passerer forbi hinanden, mens de puster en rød ballonlignende luftsæk ud ad munden. ”Styrkeprøven” kan afgøres, uden at det kommer til regulær kamp.

Hunkamelen bliver kønsmoden i 3 – 4 års alderen. Efter en drægtighedperiode på 13 – 14 måneder føder hun sædvanligvis 1 føl - sjældent tvillinger. Føllet er hurtigt på benene og dier hos moderen. Dieperioden er næsten et år, men gradvist tager føllet også fast føde til sig. Selv når føllet er forholdsvis gammelt, kan det finde på at søge tryghed ved at forsøge at die hos moderen.

Bonus Info

Kamelerne har lange ben og burde nemt kunne skridte over den lille grav og den lavt placerede hegnstråd, som holder dem inde her i GIVSKUD ZOO. Det gør de bare ikke. Vi ved simpelthen ikke hvorfor. Måske er de ikke vant til den slags forhindringer i ørkenen. Det ”store” hegn er derfor heller ikke sat op for at holde kamelerne inde, men for at holde gæsterne ude.