En stor græsæder

Bisonoksen (Bison bison) er det største landlevende dyr på det Nordamerikanske kontinent. Den er drøvtygger og lever hovedsageligt af græs. Den er afhængig af drikkevand, men om vinteren kan den dække sit væskebehov ved at spise sne. Bisoner er præriedyr, men nogle flokke lever også i skove. De lever i naturen i flokke, normalt på en 20-60 dyr, men i parringssæsonen og i områder med specielt meget eller god føde, kan flere flokke samles. Hannerne kæmper om hunnerne, og i naturen er det kun ca. hver 3. han, der kommer til at parre sig med hunner. Udenfor parringstiden kan hannerne finde på at vandre alene.

Kampen om prærien

Man har vurderet, at der oprindeligt levede mellem 30 og 70 millioner bisoner i Nordamerika. Mange indianerstammer, som f.eks. Lakota-, Cheyenne-, og Comacheindianerne, var afhængige af bisonerne. De spiste kødet og skaffede husly og tøj ved at forarbejde skindene. Midt i 1800-tallet begyndte de europæiske immigranter i USA at bevæge sig vestpå. Jernbaner blev anlagt, så mange fik muligheden for at kolonisere de enorme prærier. Desværre holdt indianerne allerede til i de områder, kolonisterne var interesserede i. Derfor vedtog USA's regering en strategi, der skulle udrydde de oprindelige kulturer og skabe plads til ranches og farme til de europæiske nybyggere.

En effektiv strategi

Strategien gik ud på at fjerne indianernes levegrundlag – bisonerne. I de følgende år foregik en masseslagtning, og bisonbestanden dalede drastisk. F.eks. blev der i perioden 1872-1874 skudt ca. 3 millioner dyr. Nogle jernbaneselskaber arrangerede 3-dages jagtture, hvor man kunne få lov at skyde bisoner fra togene. Det eneste formål var at se, hvor mange man kunne nedlægge, og kadaverne lod man bare ligge. Jernbanen gjorde det også muligt at transportere skind hurtigt over store afstande. Strategien var så effektiv, at der ved århundredets udgang blot var få flokke, i alt ca. 1000 dyr tilbage i USA.

Kurven vendes

I 1894 blev det forbudt ved lov at skyde bisoner, og i 1905 mødtes en gruppe bevaringstilhængere i Bronx Zoo i New York og dannede American Bison Society (Det Amerikanske Bisonselskab). En af deltagerne var USA’s præsident Theodore Roosevelt. Selskabet indkøbte land for at oprette sikre levesteder for bisoner. De foretog også lobbyarbejde, der medførte, at kongressen købte land til bisoner, heriblandt Yellowstone National Park i det nordlige USA. Dette var et af de første tiltag i historien for at redde en dyreart fra udryddelse.

Eneste fritlevende flok

Ud af de få bisoner der var tilbage, levede ca. 50 af dem allerede i Yellowstone. Til denne bestand blev der i 1902 tilført 21 dyr fra fangenskab. Efterhånden blev flere dyr introduceret, og flokken voksede. Indtil 1967 blev flokken holdt på samme måde som kvæg, men derefter startede parken forsøg med at lade bisonerne klare sig selv. På dette tidspunkt blev bestanden holdt på omkring 400 bisoner i parken. Herefter fik flokken lov til at vokse frit, og i dag er der omkring 4000 dyr i parken. Det kommer blandt andet ulve og bjørne til gode, der indimellem spiser bisonerne. Flokken i Yellowstone er den eneste fritlevende, ikke-indhegnede bisonflok i USA. Dog er der lavet ”opsamlingshegn” ved parkens grænser, som skal indfange de bisoner, der forlader flokken. Bisoner kan nemlig have sygdommen brucellosis (kalvekastning), der giver aborter hos køerne. Denne sygdom kan overføres til kvæg, og vil kunne skade kvægavlernes eksport. I alt lever der ca. 400.000 bisoner i Nordamerika, langt de fleste på private farme og ranches.

Gaven fra Lakota-indianerne

GIVSKUD ZOO modtog i foråret 1991 en lille flok bisonokser på seks individer som en gave fra Lakota-indianerne. Året før havde GIVSKUD ZOO haft besøg af medicinmanden Lame Deer fra Rosebud Indianer reservatet i South Dakota. Han kunne godt lide de store og naturlige forhold som dyrene har her i GIVSKUD ZOO, og tilbød os flokken af bisonokser. Den flok, som vore bisonokser kom fra, havde en fortid som filmstjerner. Den var nemlig blevet brugt til optagelserne af filmen ”Danser med Ulve”.
Med bisonokserne fulgte en forpligtelse om at formidle viden om bisonokserne og indianernes skæbne. Det gør vi bl.a. gennem vores undervisningsprogram ”Prærieindianere og bisonoksen”, vores event ”Indianerdage” og vores tipilejr.
Før bisonokserne ankom til GIVSKUD ZOO blev deres anlæg velsignet af Lakotaindianernes medicinmand. Denne velsignelse skulle betyde, at vi altid ville få mange kalve her i GIVSKUD ZOO. Velsignelsen har vist sig at være yderst effektiv. Hvert år fødes her 5-6 bisonkalve. Vores nuværende bisonflok stammer fra de dyr, vi fik af Lakota-indianerne. De har en unik genetisk arv, som ikke findes i andre europæiske zoos. Du finder bisonokserne i det Nordamerikanske anlæg, hvor de går sammen med wapitihjortene.

Bonusinfo

Der er mange eksempler på, hvor hurtigt bisonerne blev nedslagtet. Efter sigende skulle en Tom Nixon i 1873 have skudt 120 bisoner på 40 minutter. Fra en nærliggende by havde han hentet tilskuerne, som fra en bakke overværede hans præstation. Han slog mere end 3200 bisoner ihjel på 35 dage!

Vidste du at…

Når indianerne jagtede bisoner, brugte de en teknik, hvor de sneg sig så tæt på dyrene som muligt. På prærien kunne det være svært at gemme sig, så indianerne kunne finde på at tage skind fra bisonkalve over sig og så kravle på alle fire henimod flokken. Det foregik mest om middagen, hvor bisonerne ligger ned, og bedst i modvind, så bisonernes gode lugtesans ikke afslørede jægeren.